Flest danskere vil dø hjemme

23. februar 2011
Ny forskning viser, de fleste døende ender på hospitalet.
En ph.d.-afhandling af læge Trine Brogaard viser, at 70 pct. af døende med kræft ønsker at dø hjemme. Men kun halvdelen får opfyldt dette ønske. Hun peger selv på en uklar ansvarsfordeling mellem hospital, læger og plejehjem som en af årsagerne.
- I sidste ende føler patienterne sig fortabte og forvirrede og ved ikke, hvor de skal henvende sig med hvilke problemer, og så ender det med en hospitalsindlæggelse, forklarer Trine Brogaard til Kristeligt Dagblad.
Undersøgelsen er den første herhjemme af dødeligt syges ønsker ved livets afslutning, men international forskning viser lignende resultater. Anne Nissen, afdelingschef for Patientstøtteafdelingen i Kræftens Bekæmpelse mener de fleste burde kunne få opfyldt ønsket om at dø hjemme.
- Men det kræver en gedigen støtte. Og de fagpersoner, som er tilknyttet, skal have de rigtige kompetencer, så både den døende og de pårørende er trygge ved situationen, siger hun.