Fond bakker op om hospice i Horsens

26. juni 2012
OK-Fonden mener, det er oplagt at samarbejde med Horsens Kommune om nyt hospice.

OK-Fonden mener, det er oplagt at samarbejde med Horsens Kommune om nyt hospice.

OK-Fonden er interesseret i at drive hospice i Horsens Kommune.
Det fortæller Paul Erik Weidemann, administrerende direktør i OK-Fonden.
Han er ifølge Horsens folkeblad blevet kontaktet af Horsens' borgmester Peter Sørensen (S) som led i arbejdet med at få placeret ni, nye hospicepladser i den sydøstlige del af Region Midtjylland. Den endelige beslutning om placeringen træffes i august.
Hos OK-Fonden er der flere gode argumenter for at gå nærmere ind i opgaven.
- Horsens Kommune er en mangeårig samarbejdspartner for OK-Fonden, så det er helt oplagt for os, at vi kan samarbejde om et hospice, siger Paul Erik Weidemann.
OK-Fonden ejer og driver i dag Hospice Søndergaard i Måløv, som har 14 pladser. Desuden administrerer fonden Hospice Sjælland, som er en selvejende institution.
Ud over Horsens bejler bl.a. også Hedensted og Skanderborg kommuner til at få det kommende hospice i den østlige del af Region Midtjylland.