Frivillige er hospicers livsnerve

I Storbritannien kunne man ikke drive hospice uden de frivilliges kæmpe indsats. De bliver brugt til alt fra fundraising til at drive butikker og cafeer, tilbyde behandlinger og lave aktiviteter for patienter og pårørende. Ideer som måske kan plukkes og bruges i Danmark

Af Ingrid Bang, frivilligkoordinator Hospice Sydvestjylland, og Mette Engell Friis, frivilligkoordinator Svanevig Hospice

Kan man...

... åbne hospice mere mod det lokalsamfund, det ligger i? Kan man i endnu højere grad betragte de frivillige på lige fod med fastansatte og eksempelvis lave introduktionsforløb, som også involverer indblik i palliation og sygeplejerskers etiske overvejelser? Kan de frivillige støtte patienter i at gennemføre de træningsforløb, som hospices fysioterapeut har lavet? Og kan de lede spirituelle grupper? Sorggrupper? Kunne man ligefrem leje en butik udenfor hospice og lade de frivillige drive en lille genbrugsbutik til gavn for både hospice og lokalsamfundet?

Fire dages studietur til England med blandt andet besøg på tre engelske hospicer har givet masser af indtryk, masser af ideer, inspiration og lyst til at afsøge nye områder. For selv om hospicetanken i Storbritannien og Danmark grundlæggende er ens og handler om at lindre og give mennesker det bedst mulige liv før døden og den mest værdige afslutning, så er meget også forskelligt.

De britiske hospicer skal eksempelvis selv sørge for to tredjedel af deres økonomi, hvilket kræver målrettet fundraising. Patienter skal ikke henvises fra læge eller sygehus, de selv eller deres pårørende kan bede om hjælp eller indlæggelse. Daghospice er mange steder et faktum, så hospice både er for indlagte og for syge i lokalområdet. Alt sammen betyder det, at Storbritanniens hospicer har langt flere aktiviteter på og omkring hospice end det er tilfældet i Danmark.

Og det giver langt flere opgaver for de frivillige.

Helt essentielle frivillige

Som frivilligekoordinator Jo Buckden ved St. Leonard's Hospice i York siger det.

"Uden frivillige ville vi kun være af en spinkel skygge af de hospicer, vi har i Storbritannien i dag".

Til daglig har hun ansvaret for stedets mere end 650 frivillige, heraf har de 254 opgaver direkte på hospice, mens resten er frivillige i hospices 12 butikker eller hjælper med at arrangerer forskellige fundraisingevents.

På selve hospice varetager de frivillige en bred palet af opgaver. Er man fx uddannet fysioterapeut, kiropraktor, zoneterapeut eller akupunktør er der små behandlerrum, hvor man kan donere sin tid til at behandle patienter og deres pårørende. Frivillige kan også hjælpe med administrative opgaver, lave sociale aktiviteter, lede spirituelle- eller sorggrupper, hjælpe i køkkenet, haven eller lave it-support.

Opgaverne er mangfoldige, men fælles for dem alle er, at de frivillige bliver påskønnet som en helt nødvendig del af det at drive et hospice.

- Men vi er meget opmærksomme på, at de aldrig må lave egentligt arbejde eller blive behandlet som ansatte, som frivilligekoordinator Alison Hunt på St. Christophers Hospice i London siger det.

- Vi er afhængige af de frivillige. Men vi er også meget opmærksomme på, at det er netop det, de er; frivillige. Derfor kræver vi heller aldrig, at frivillige gør et bestemt stykke arbejde. Vi beder dem om det, men vi kræver det ikke. Og vi gør meget ud af at opdrage det lønnede personale til, hvordan de taler til de frivillige, deres sprog skal være "frivillig-venligt". Man kan ganske enkelt ikke forlange det samme af et menneske, der lægger sin tid og engagement frivillige, som man kan af en, der får penge for det.

Uddannelse af frivillige

Storbritannien har en lang historie for frivilligt engagement. Også for at frivillige varetager opgaver, som i Danmark muligvis ville blive betragtet som at overtage arbejde, som en lønnet ansat kunne udføre.

Britiske hospicer er samtidig helt afhængige af deres frivillige, som er med til at skaffe de mindst to tredjedele økonomi til huse, som det kræver at drive hospice. Staten betaler omkring 32 procent af hospiceomkostningerne, mens resten skal ind via fundraising, fonde og eksempelvis salg fra genbrugsforretninger, opgaver, som de frivillige i stor stil er drivkraften bag.

Mange og store opgaver kræver en grundig uddannelse og oplæring af de frivillige, og hvert hospice har sin egen uddannelsespolitik.

På St. Christopher's Hospice i London, som er Englands største og ældste hospice, kører man flere uddannelsesforløb.

Først og fremmest skal man igennem et grundforløb, som tager 25 timer og kører over en fredag, lørdag og søndag. Her får de kommende frivillige en grundig indføring i palliation, sygdomme, behandlingsmetoder og i opgaverne for frivillige.

Når man siden er kommet i gang som frivillige, skal man årligt deltage i mellem tre og seks møder i en støtte/supervisionsgruppe, ligesom man årligt får opdateret sin kunnen i førstehjælp og brandbekæmpelse.

Hospice som hjertet i lokalmiljøet

De britiske hospicer er ikke bare bygninger, der tilfældigvis ligger i et givet lokalområde. I de fleste tilfælde er hospicerne udsprunget af et engagement fra netop lokale, og er sig derfor bevidste om, at det er både ønskeligt og nødvendigt at knytte samme lokalområde tæt til sig. Derfor ønsker man at give noget tilbage ved at åbne hospice som et sted, hvor man eksempelvis kan gå på café, lytte til musik, deltage i workshops, få behandlinger, bruge stedets spirituelle rum eller deltage i sorggrupper.

Eksempelvis som i York:

- Hver fredag har vi en dropin café, hvor man kan få en snak med frivillige, deltage i kunstterapi, få en zoneterapibehandling eller bare drikke en kop kaffe i fred og ro, fortæller frivilligkoordinator Jo Buckden fra St. Leonard's Hospice i York.

Dropin cafeens tovholdere er frivillige, og det er også frivillige, der sørger for, at samtalerne glider, og at nye mennesker møder hinanden.

- Det er vigtigt for os, at lokalmiljøet føler, at hospice er et sikkert og rart sted at komme. Det handler om at nedbryde nogle fordomme om, at hospice kun er lig med død og tristhed. Vi taler også om det gode liv. Vi vil have, at vores naboer ser på os som et sted, hvor man kan tale om de store ting i livet i en rar atmosfære, siger Jo Buckden.

I Storbritannien kan de den slags. Åbne hospice mod omverdenen ved hjælp af de frivillige

Kan man? I Danmark? Tør man.?