Frivillige giver livskvalitet til døende

26. juni 2012
I fredags udkom en ny håndbog for frivillige på hospice.

Hundredvis af danskere går til hånde på landets 17 hospicer. De medvirker til, at døendes sidste tid bliver så "normal" som muligt. I fredags udkom en ny håndbog for frivillige på hospice.

Frivillige bringer håb, medmenneskelighed og normalitet ind på hospice.
Det blev gentaget flere gange, da håndbogen "Frivillige på Hospice" udkom ved en reception på Palliativt Videncenter i fredags.
For frivillige minder de alvorligt syge og døende om en verden udenfor. De medbringer lys, liv og glæde, mens de dækker bord, tænder lys, arrangerer blomster, hyggesnakker og ledsager de syge til sangarrangementer og foredrag på hospice. De kan også gå i byen for den døende, hvis denne lige pludselig får lyst til lidt mundgodt.
Håndbogen "Frivillige på Hospice" er udgivet af Hospice Forum Danmark med støtte fra Nordisk Ministerråd som en del af "Det Nordiske frivilligprojekt". Bogen er resultatet af et års intensivt arbejde, hvor frivilligkoordinatorer ved danske hospicer i særlige arbejdsworkshops har afdækket "best practise" i rekruttering, fastholdelse og udvikling af frivillige på hospice.

Sundhedsordfører åbnede bogen
Håndbogen blev "åbnet" af MF og Sundhedsordfører for Socialdemokratiet Sophie Hæstorp Andersen:
- Foruden at være politiker, er jeg også i bestyrelsen for et plejecenter. Og jeg kan sige, at plejepersonale og beboere sætter stor pris på de frivillige. De frivillige bringer liv og normalitet ind på plejecentret, sagde hun og opfordrede alle tilstedeværende til at "formidle håndbogens viden videre ud, så vi kan udbrede debatten om de døendes vilkår i Danmark".
- Jeg håber "Frivillige på hospice" kan kvalificere debatten, så vi bliver klogere på, hvordan vi rekrutterer og fastholder de frivillige, og desuden debatterer, hvad der kan være svært, sagde hun.

Viden er ikke længere tavs
Landsformand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, forklarede baggrunden for bogens tilblivelse:
- Der er så megen "tavs viden", som bør videreføres til gavn for andre frivilligkoordinatorer og frivillige, både nu og i kommende generationer. Derfor satte vi Det Nordiske Frivilligprojekt i værk til glæde for de alvorligt syge og deres pårørende. Det er jo dem, det hele drejer sig om, pointerede hun.
Ifølge frivilligkoordinator Ingrid Bang fra Hospice Sydvestjylland har hvert af de 17 danske hospicer mellem 30 og 40 frivillige tilknyttet. På Anker Fjord Hospice i Hvide Sande har de 100 frivillige. Og i Esbjerg og Varde har Hospice Sydvestjylland sammen med Aflastningstjenesten hele 155 frivillige i gang lige nu.
Frivillige udøver ikke sundhedsfaglige pleje- og omsorgsopgaver, men bringer blot menneskeligt nærvær og støtte for at øge patienternes livskvalitet.

Norge drømmer om danske forhold
I Norge er man lidt misundelig på hospice-kulturen i Danmark:
- I kan tale om døden på en anden måde, end vi kan i Norge, sagde Astrid Rønsen fra Hospice Forum Norge. - I Norge drømmer vi stadig om en særlig indsats overfor alvorligt syge og døende. Vi er begejstrede for det arbejde der udføres i Danmark. Jeres hospicebevægelse er med til at normalisere døden. Det er blevet sandt, at hospice er et godt tilbud til alvorligt syge mennesker, sagde hun.
Med sig havde hun speciallæge Daoud Kandela, der kunne kaste lys over en voksende frivilligkultur i den lindrende indsats verden over:
- I Storbritannien er over 100.000 frivillige involveret. I USA er tallet oppe på en halv mio. Og i 110 lande verden over er frivilligt arbejde en integreret del af hjælpen til de syge, sagde han.

Fremmer frivilliges engagement
Håndbogen "Frivillig på Hospice" vil uden tvivl fremme de frivilliges engagement i Danmark. Bogen er skrevet af seks frivilligkoordinatorer og dækker områder som værdier, struktur og ledelse i frivilligindsatsen, rekruttering, fastholdelse og kvalificering af de frivillige, samt vejledning, regler og etik i arbejdet som frivillig på hospice. "Frivillig på Hospice" er redigeret af Marianne Pedersen og kan rekvireres via Hospice Forum Danmark og Palliativt Videncenter.

Fakta:
I 2007-2008 gennemførte Hospice Forum Danmark en undersøgelse af den frivillige indsats på ni hospicer og tre aflastningstjenester - og blandt i alt 412 frivillige. Den viste bl.a., at
De fleste frivillige er midaldrende danske kvinder (362 i alt).
Ud af de i alt 412 frivillige arbejdede de 323 på hospice og 107 ude i hjemmene.
Af de 107 arbejdede 18 frivillige både i hjemmene og på hospice.
Ni ud af de 12 steder har ansat en frivilligkoordinator - tre ulønnet.
Fra Håndbogen "Frivillige på Hospice"