Frivilliges indsats styrkes i nordiske lande

14. oktober 2011
Hospice Forum Danmark lancerer nyt frivilligprojekt

Hospice Forum Danmark lancerer nyt frivilligprojekt, der skal samle erfaringer fra frivilliges indsats i de nordiske lande. Målet er at øge kvaliteten i træning af frivillige til omsorgen for uhelbredeligt syge og døende.

Vi deler kultur og sociale normer med resten af de nordiske lande. Men vi er også meget forskellige. Derfor kan vi lære af hinanden - også når vi skal praktisere og koordinere frivilligt arbejde.
Det mener Hospice Forum Danmark, der har søsat Nordisk Frivilligprojekt med støtte fra det såkaldte Nordplus Voksen Programmet. Programmet støtter netværksdannelse og nyskabelse på voksenlæringsområdet i de nordiske og baltiske lande.

Erfaringer fra Sverige, Norge og Danmark
Nordisk Frivilligprojekt vil samle erfaringer fra frivilliges bidrag til palliativ - dvs. lindrende - pleje i Danmark, Norge og Sverige. Ved at dele læring og arbejdspraksis på tværs af landegrænser, håber Hospice Forum Danmark at øge kvaliteten af lindrende pleje i hele den nordiske region.

- I Hospice Forum Danmark glæder vi os over, at det efter flere års forberedelse er lykkedes at få højt kvalificerede partnere fra tre nordiske lande med i projektet, siger Tove Videbæk, som er landsformand for Hospice Forum Danmark.


Partnere i projektet er bl.a. Palliativt Videncenter, Røde Kors Vågetjeneste i Danmark, Aflastningstjenesten i Esbjerg samt flere hospicer, uddannelsessteder og undervisere fra Norge og Sverige. Udover partnerne vil frivillig-koordinatorer fra danske hospicer spille en meget vigtig rolle.

Frivillige "klædes på" til opgaven
Projektet vil bestå af tele-konferencer og projektmøder med workshops, og styres af Marianne Pedersen, der er sygeplejerske med en master i Folkesundhed. Hun er ansat på Palliativt Videncenter, som Hospice Forum Danmark var med til at starte sammen med de øvrige aktører i "Femkløveret": Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Foreningen for Palliativ Indsats, Gruppen af Ledere ved Hospice, Palliative Teams og Palliative Enheder, Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.
- Det nordiske frivilligprojekt er et fantastisk initiativ. Det er godt 'timet' til at klæde de frivillige koordinatorer ordentligt på til det arbejde og den rolle, de har, siger Marianne Pedersen.



Frivillige spiller nøglerolle
Men hvorfor et frivilligprojekt? Frivillige spiller en afgørende rolle i aflastningstjenester og på hospicer. De går til hånde, serverer mad, handler ind og sætter friske blomster i vaser. De lytter, småsnakker, skaber en hyggelig atmosfære og minder den syge om en normal hverdag.
Det kræver social kompetence og klare grænser. Frivilligprojektet skal samle viden og formulere fælles retningslinjer og anbefalinger.
- Det arbejde, som de frivillige udfører, er guld værd - og det er vigtigt, at de frivillige bevarer lysten til at blive indenfor området, så længe de overhovedet magter det, siger Marianne Pedersen.
For at træne frivillige skal der bruges træningsmaterialer. Men megen viden i det frivillige hospicearbejde foreligger ikke på skrift. Den er så at sige en 'tavs' viden, som er oparbejdet gennem daglige aktiviteter i de forskellige frivilliggrupper. Projektet vil finde og formulere denne viden og give konkrete anbefalinger.

Vigtig relation
Frivillige skal ikke sidestilles med det professionelle personale. De er derimod et supplement som en vigtig relation til den døende og dennes pårørende.
- Det er vigtigt, at de frivillige kender deres egne grænser og får rum og mulighed for at reflektere over eksistentielle oplevelser i mødet med den døende og dennes familie, pointerer Marianne Pedersen.
Netop det, at den frivillige arbejder ulønnet og af egen interesse, kan være med til at skabe et tættere forhold til den døende og dennes familie.