Frivillighed på hospice

I efteråret 2015, fik jeg lov til at følge frivilligkoordinatorerne på Sct. Maria Hospice og Hospice Sønderjylland. Det gav mig anledning til at dykke ned i frivilligheden eller nærmere bestemt lave et studie af koordinatorenes rolle i forhold til arbejdet med frivillighed. Her ville jeg se på, hvordan koordinatorerne rekrutterer, kvalificerer, motiverer og fastholder de frivillige.

Jeg er studerende i Diakoni ved Aarhus Universitet og ville gerne have frivillighed på hospice som omdrejningspunkt for mit 3.semesters projekt. Der er flere punkter, der kunne have været interessante at undersøge på hospice set i lyset af min uddannelse som kandidat i diakoni. Det kunne være vores forhold til døden, eller hvordan man på hospice følger patienterne i denne sidste del af deres liv. Eller jeg kunne have valgt at se på præstens arbejde, og hvordan troen og det religiøse spiller en rolle eller ikke gør det på hospice.

Når valget faldt på frivillighed og frivilligkoordinatorernes arbejde med de frivillige på hospice, skyldes det primært to grunde:

·       Frivillighed er en stor del af det diakonale felt inden for de kirkelige sociale organisationer og indenfor folkekirken.

·       Frivilligheden spiller en større og større rolle i de offentlige institutioner og i det velfærdssamfund, som vi er ved at forme i disse år.

Hospicebevægelsen i Danmark er kun 25 år gammel, og fra starten har frivilligheden været indtænkt som en del af organisationen.

Den fysiske ramme for min undersøgelse blev Sct. Maria Hospice i Vejle og Sønderjyllands Hospice i Haderslev. Begge hospicer har valgt at oprette en fast stilling som koordinator. På Sct. Maria Hospice er Gunvor Dons ansat 30 timer pr. uge, og på Hospice Sønderjylland er Lis Gosvig ansat 20 timer pr. uge.

Etik og frivillighed på hospice

På begge hospicer mødte jeg frivillige, som sætter mødet med det andet menneske højt. At være i en relation til andre mennesker er en ting de gerne vil. Deres bevæggrunde til det frivillige arbejde ligger meget tæt op ad teologen K. E. Løgstrups nærhedsetik. De siger, at det er mødet med det andet menneske og det at give den anden noget af én selv, der er deres motivation. For eksempel fortæller en af de frivillige:

"Jeg blev frivillig, fordi jeg synes, der skal være nogen, der tør være i det rum med de meget syge og døende. Det er der ikke tid til på hospitalerne. [.] Jeg har det godt med mig selv, når jeg kører herfra. Nogle gange er det tungt, men så siger jeg til mig selv, at det ikke er mit ansvar, at nogle skal dø. Så kan jeg skælde ud på Gud. Jeg kan bare gøre det, jeg kan, for mennesker mens de er i live."

I nærhedsetikken er det det konkrete møde med den anden, der er i fokus. Det er erfaring og opmærksomhed mod den anden, der udløser en handlen, dog kombineret med den grundlæggende tanke, at vi ikke kan eller skal overtage den andens situation.

Både frivillige og koordinatorer taler om at fornemme, hvor patienten eller de pårørende er. De bruger deres suveræne livsytringer, som Løgstrup kalder det: tillid, oprigtighed, håb, barmhjertighed, glæde, sorg og angst. I mødet med den anden trækker de frivillige på de almene erfaringer, de selv har haft med de samme følelser.

Vores livsytringer er suveræne og spontane, fordi de ikke opstår ud af en vilje, mennesket besidder, men ud af en åbenhed overfor de forskellige livsvilkår, mennesket lever med.

Derfor siger Løgstrup også, at det ikke altid er en handlen, der skal til, men ofte "bare" en medleven, og det er netop denne medleven, som jeg oplevede både frivillige og frivilligkoordinatorer havde fokus på i deres arbejde.

Koordinatorrollen

At gøre en forskel i andres liv kan ifølge Løgstrup opstå ganske uventet. Nogle gang ved man slet ikke, at man har den betydning for det andet menneske. Det behøver ikke at være noget stort eller livsredende projekt. Det kan være noget så enkelt som at slå en bestemt stemning an, der kan gøre en dårlig dag til en god dag.

Spørgsmålet om stemning har været et tema, som koordinatoren på Sct. Maria Hospice i Vejle i dette efterår har arbejdet med netop med afsæt i Løgstrup. Koordinatoren er meget optaget af at løfte de mere praktiske funktioner, som ligger i de frivilliges arbejde, op, så alle kan se værdien i de ting, de laver. Det at sørge for, at der er en rolig og venlig stemning, f.eks. når der serveres mad, gør en stor forskel.

Koordinatorerne lægger vægt på at den frivillige kommer som den person, man er og giver sin personlighed til andre. Det er ikke regler og en regelret handlemåde, der er i fokus, men det mellemmenneskelige møde. Derfor siger de også begge, at de ikke kvalificerer og uddanner de frivillige, men i stedet klæder dem på. Som koordinator Lis Gosvig, Hospice Sønderjylland, siger:

"Jeg kvalificerer dem ikke. Jeg bruger det, de selv kommer med, og dyrker det. Ressourcerne ligger i de frivillige selv. "

Om at motivere og bevare de frivilliges motivation siger koordinator på Sct. Maria Hospice, Gunvor Dons:

"Jeg tror ansvarligheden og det, at man kan tilføre huset noget ekstra, det giver motivation. Man har ejerskab for det man laver. Og at man gerne vil dele med andre. Motivationen kommer indefra. [.] Man vil godt [gøre] den berømte forskel. Så skal man have lov til at gå ind i det med de talenter, man nu har. Og derfor er de en broget flok, og mange gange går de over nogle grænser - Gud ske lov, at de gør det! Det tror jeg er med til, at gnisten bliver ved med at være der."

Frivillighedens kendetegn er, at den er frivillig, og motivationen til at handle og melde sig til at gøre et stykke ulønnet arbejde for andre kommer indefra én selv.

Koordinatorfunktionen prioriteres forskelligt på de forskellige hospicer i Danmark. Men både frivillige og ledelse på begge de hospicer, jeg har haft adgang til, ser en fastansat koordinator som et vigtigt led i organisationen. En af de frivillig udtrykker det sådan:

"Det kunne ikke gå uden en koordinator. Der skal være én til at styre det, vi er jo 40 frivillige. Jeg kan ikke forestille mig, at en frivillig skulle lede os. Hvis der er konflikter, tager koordinatoren det op. Det giver en tryghed, at hun har overblikket over det hele."

Hospicechef på Sct. Maria, Charlotte Pugh siger:

"Frivillige skal også ledes og motiveres. De skal ses, mødes og høres. [.] Jeg vil nødig undvære Gunvor, og jeg vil nødig undvære de frivillige på et hospice."

Mit møde med hospice har været et møde med meget engagerede mennesker, både de ansatte og frivillige. Jeg mødte i alle sammenhænge en åbenhed over for, hvem jeg var, og hvad jeg ville se nærmere på. I løbet af mit projekt har jeg kunnet iagttage, at frivillige på hospice fungerer godt, men også at koordinatorfunktionen, som den der rekrutterer, motiverer og bygger bro mellem det fastansatte personale og de frivillige, spiller en stor rolle for succesen.

Skrevet af

Lise Fauslet

til Hospice Nyt på Hospice Sønderjylland