Generøse frimurere gør hverdagen lettere
Frimurerne har doneret 49.000 kr. til Sct. Maria Hospice. Pengene går til et vigtigt hjælpemiddel, som samtlige beboere og ansatte får daglig glæde af.
Brødre fra Den Danske Frimurerorden oplevede under et besøg på Sct. Maria Hospice i Vejle, at deres generøsitet er en stor hjælp i hverdagen på hospice, både for ansatte og for beboere.
Hospiceudvalget under frimurerordenens velfærdsdirektoriet har doneret 49.000 kroner til såkaldte forflytningshjælpemidler, der også kan kaldes glidelagener. Fysioterapeut Line Dandanell Lundegaard viste, hvordan man bruger dem i praksis, og Ole Vedel, formand for Sct. Maria Hospice Støtteforening, meldte sig beredvilligt som " frivillig model", da hun skulle demonstrere brugen af hjælpemidlerne. Det er Sct. Maria Hospice Støtteforening, der har søgt støtte til indkøb af de specielle lagner til samtlige 12 værelser på hospice.
Konvolut under tallerken
Hver gang brødrene i de 92 frimurerloger i Danmark er samlet til årsfest i deres respektive loger, ligger der en tom konvolut under deres tallerken.
Brødrene opfordres til at lægge et beløb i konvolutten, og alle disse midler går til støtte for hospice i Danmark. Sammenlagt bliver brødrenes bidrag årligt til 450.000 kroner, fortalte Svend Åge Grønvald, Odense, formand for hospiceudvalget under Den Danske Frimurerordens Velfærdsdirektoriet.
Siden 2008 har logebrødrene således doneret 3,5 millioner kroner til støtte for hospicer over hele landet.
"Det er vores måde at sige tak for det store medmenneskelige arbejde, der udføres på hospicer for mennesker med livstruende sygdom. Offerviljen er stor, når det gælder hospice" sagde Svend Åge Grønvald.
Tak for generøsiteten
Hospicechef Charlotte Pugh udtrykte sin taknemmelighed for donationen.
"Støtteforeningen kom til os for at spørge, hvad vi ønskede os. Prøv at tænke stort, lød det, og det her er stort i vores optik. Jeg er rigtig glad for, at donationen kommer fra Den Danske Frimurerorden, som jeg kender en lille del til", sagde Charlotte Pugh.
"Min far var frimurer i Haderslev, jeg er vokset op med ordenen og har altid vidst, hvad det var. Jeg kan huske, hvordan han klædte om og glædede sig til at komme til hver logeaften med sine brødre. Tak for jeres generøsitet, og tak til støtteforeningen, fordi de søgte midler til forflytningsredskaber, som er et stort ønske for os. Der var behov for det, og vi har selv suppleret med flere, så vi har noget hjemme, når andet er til vask", sagde Charlotte Pugh, der havde gåsehud af glæde over donationen.
Glæder sig hver gang
Ole Vedel har været frivillig på Sct. Maria Hospice i 16 år, og han ser altid frem til at komme her.
"Det lyder måske mærkeligt at sige det, men jeg glæder mig hver gang, jeg skal på hospice. Jeg får så meget med hjem hver gang, og det bærer lønnen i sig selv, hvis man har haft en god stund og samtale med en beboer, og vedkommende så siger tak for den. Jeg kan kun sige, at det er livsbekræftende at være frivillig her", sagde han.
Mens støtteforeningen sagde tak for donationen, sprang to rådyr forbi i det grønne uden for hospice. De er til daglig glæde for ansatte og beboere på Sct. Maria.
Artiklen er skrevet af journalist Vibeke Kruse og bragt i Vejle Amts Folkeblad d. 13. juli 2017.