Glæden ved at være i det svære

05. oktober 2011
Vågekoner, besøgsvenner og hospicefrivillige mødtes på Rønde Højskole

Vågekoner, besøgsvenner og hospicefrivillige mødtes på Rønde Højskole.

Rønde Højskole var ramme om en frivilligdag om glæden ved at være i det svære.
De er alle sammen modne mennesker med hjerte for andre: vågekoner, besøgsvenner og hospicefrivillige, som uden betaling hjælper og støtter døende og deres pårørende i den allersidste tid.
Da stikordene fra gruppearbejde skal skrives op på tavlen, er der rigtig mange ord om, hvad de frivillige selv får ud af at støtte og hjælpe døende og deres pårørende, skriver Kristeligt Dagblad.
De oplever en stor glæde ved at give noget af sig selv og yde omsorg til nogen, der virkelig trænger til den. Det sætter livet i perspektiv. Det giver et afklaret forhold til døden. Det giver fred og mening.
- Vi får så meget igen, lyder det fra bord til bord i salen fra både besøgsvenner, hospicefrivillige og vågekoner, udtaler Ulla Skovsbøl til avisen.