God hospicedebat på folkemøde

19. juni 2013
Hospice Forum Danmark deltog med stand og debatmøde på Folkemødet på Bornholm.

Hospice Forum Danmark deltog med stand og debatmøde på Folkemødet på Bornholm.

Bornholmere skal naturligvis kunne komme på hospice på Bornholm - hvad ellers?

Det var tonen i en debat på Allinge havn, som Hospice Forum Danmark stod bag lørdag den 15. juni på Folkemødet på Bornholm.
- Man kan også sige sig selv, at hvis et menneske har boet hele sit liv på Bornholm, og har sine venner og pårørende her, så vil det være meget deprimerende at skulle flyttes fra Bornholm til Sjælland for at komme på hospice de sidste dage eller uger af ens liv. Langt væk fra familie og venner. Det er simpelthen ikke rimeligt! sagde Tove Videbæk.

 

En ø er noget specielt
I debatten deltog Inge-Lise Hansen, der har ledet et plejehjem i Rønne i mange år, samt Kirstine van Sabben, som er byrådsmedlem på Bornholm og regionsrådskandidat til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november. Derudover deltog MF Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), som er medlem af Folketingets sundhedsudvalg, og Landsformand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk.

Under debatten var der flere af gæsterne, der deltog med spørgsmål og kommentarer til støtte for et hospice på Bornholm. Der bor omkring 40.000 mennesker på øen, så derfor er der ikke basis for et fuldt udbygget hospice med 12 senge. Men Støtteforeningen for et hospice på Bornholm mener, der mindst bør være 6 hospice-senge og 6 aflastningssenge.
- De omkring 40.000 mennesker på Bornholm bør jo ikke skulle lide under, at der ikke bor 10-20.000 flere på Bornholm! En ø er noget specielt, sagde Tove Videbæk i sit indlæg.

 

Døende bør vær tæt på pårørende
Hospice Forum Danmark bemandede en stand under hele Folkemødet fra torsdag eftermiddag til søndag eftermiddag.
- Vi mødte ikke ét menneske, som var uenige med os. Oven i købet var der læger og sygeplejersker, som meddelte, at hvis og når et hospice var etableret, ville de gerne melde sig og arbejde på det. Man kan godt forstå, at der ikke er en motorvej på Bornholm. Og man kan også forstå, at der ikke findes en Metro på Bornholm. Men at der ikke skulle være et hospice på Bornholm, det forstår jeg ikke, siger landsformand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk.

60.000 mennesker deltog på Folkemødet. Mange kom forbi Hospice Forum Danmarks stand, og de, som bemandede teltet, fik stemmen godt slidt ved samtaler med interesserede i løbet af de ca. 30 timer, standen var åben.
- Vi håber, at der herefter vil komme nyt liv i drøftelserne vedr. et hospice på Bornholm, således at også de ca. 40.000 bornholmere har mulighed for at komme på hospice, hvis de får behov for det, og så de ikke i den forbindelse skal tilbringe de sidste dage eller uger af deres liv langt væk fra familie og venner, siger Tove Videbæk.