Gudenå Hospice åbner om 14 dage

17. februar 2015
1. april modtages de første patienter. 27. februar starter forberedelserne.


 

Gudenå Hospice åbner 1. april. I marts skal personalet forberede sig, og der vil blive holdt en række åbent husarrangementer.

Der er travlt i Brædstrup mellem Skanderborg og Give i Midtjylland. For Gudenå Hospice skal stå færdig om 14 dage.

Den 27. februar skal hospicechef Kirsten Ørom Larsen og souschef Kirsten Dahl Knudsen have nøglerne, så de kan komme i gang med forberedelserne til, at hospice skal modtage de første patienter 1. april.

Hele personalet er ansat, lige fra sygeplejersker til pedel, kok og køkkenpersonale. Der har været 350 ansøgere til stillingerne, skriver Midtjyllands Avis.

Personalegruppen på Gudenå Hospice tæller 16 sygeplejersker, en kok, to køkkenassistenter, to fysioterapeuter, en økonoma, en ernæringsassistent, en sekretær og en pedel. Desuden er der tilknyttet en psykolog, en præst og en læge fra det palliative team på Horsens Sygehus, som Gudenå Hospice er tilknyttet.

Gudenå Hospice er etableret for at dække den sydøstlige del af Region Midtjylland med hospicepladser. Rammerne er fine med olieret egetræsparket på mange af gulvene, og det store orangeri, som opføres for en donation på 1,1 mio. kr. fra A. P. Møllers familiefond, udgør afslutningen på den bue, som hospicebygningen har form af.

Der er også et stort rum med spabad, hvor man kan ligge og kigge ud på himlen og måske høre musik, og to pårørendeværelser med tilhørende badeværelser muliggør, at man kan have sine pårørende tæt på. Pårørende kan også sove på patientens stue, som bliver indrettet med en sovesofa.

Hospice er bygget med plads til 12 patienter, men i første omgang er der kun sat penge af til at åbne ni pladser.

Alle stuerne, som hver er på 30 kvadratmeter, vender mod syd - ud mod parken, hvor der bliver græs og frugttræer og der kommer en sti rundt, hvor man kan blive kørt i seng eller kørestol.

Personalet på Gudenå Hospice glæder sig til at modtage patienterne.

- På Gudenå Hospice er det patienten, der sætter dagsordenen, og det skal være et sted, hvor nogen tager sig af én og pusler om én, og hvor man kan læne sig tilbage og nyde omsorgen, siger de.