Håb på Hospice

Birte Markfoged er chef på Hospice Limfjord i Skive, hvor der er plads til 12 terminale patienter. Lige nu er det dog sværere at skabe de håbs- og meningsgivende rammer, som der plejer at være på hospicet. For på grund af smittefare må patienterne kun have de allernærmeste pårørende omkring sig og skal primært opholde sig på eget værelse.

"Det betyder, at vi ikke kan udfolde det liv, der ellers plejer at kendetegne stedet her, hvor netop samværet med andre patienter og pårørende i samme situation er så berigende, og hvor nye venskaber opstår selv i den allersidste fase af livet. For kort tid siden døde en ung mor til fire børn, og hvad gør man så, når familie og venner gerne vil tage afsked, og der også er et ønske om udsyngning? Vi prøver selvfølgelig at efterleve alle myndighedernes regler og påbud, men samtidig skal vi altså være der for patienterne og deres familie på en måde, der viser, at hver eneste af os har en særlig betydning som menneske. Håbet ligger også i, at ethvert liv betyder noget. Og værdigheden må ikke forsvinde, selv om vi nu er blevet begrænset i vores mulighed for fællesskab og samvær."

Birte Markfoged fortæller, at et ord som "værenshåb" er helt centralt i hele tankegangen bag et hospice, og at det blandt andet praktiseres ved at involvere patienter og pårørende i alle aktiviteter på stedet.

"Her bliver man ikke bare 'passet' men set som et menneske, der stadig har noget at give, som en der bidrager til livet lige til det sidste. Hvor livet fylder mere end døden. Udefra set kan man måske tænke, jamen hvad er der tilbage i det liv? Så mange færdigheder er jo mistet. Men der er et liv, der stadig prissættes og værnes om og ved at deltage i livet omkring en, føler patienten, at han eller hun stadig har betydning og sætter aftryk."

Som hospicechef gennem mange år har Birte Markfoged yderst sjældent mødt patienter, der tænker: "Når jeg dør, så er det hele bare slut."

"De fleste håber, at der er noget, der rækker ud over døden, og i det håb ligger også en tro på, at deres liv helt til det sidste skal leves, at deres liv aldrig er ligegyldigt, og at de fortsat vil være af betydning selv efter det sidste åndedrag."

Det er netop denne skærpede opmærksomhed i den sidste del af livet, som Birte Markfoged mener, vi andre godt kunne lære noget af. Hvor selv et begrænset liv stadig føles betydningsfuldt, og hvor de små ting får fylde.

"Det er jo ofte noget, vi andre ikke sætter så stor pris på, men jeg oplever faktisk, at vi i denne coronatid er blevet mere betænksomme og opmærksomme over for hinanden. At vi passer på hinanden. Den anden dag hang der pludselig en pose nybagte boller på min dør. Det var min nabo, som lige ville være lidt god ved mig. Så hvis jeg skal tale om mit eget håb lige nu, så er det, at vi bruger denne 'pause' til at tænker over, hvilket liv vi vil have på den anden side af krisen. Jeg bliver nærmest helt skuffet, hvis vi bare vælger at vende tilbage til livet, som det var før," siger Birte Markfoged.

Uddrag af artikel bragt i Kristeligt Dagblad 8. april 2020