Her er altid en hånd at holde i

Sofie bliver bange, når hun ikke kan få luft. Men på hospice er personalt indenfor rækkevidde - døgnet rundt.

Da Sofie blev 73 ville personalt på hospice give hende en fødselsdagsgave i form af en oplevelse. Hun måtte få den oplevelse, hun allermest ønskede sig.
- Tivoli har ikke åbent, men hvis det er det, du ønsker dig, så planker vi den! Lige gyldig hvad, så får vi en oplevelse sammen, sagde en sygeplejerske.
Sofie tænkte sig rigtig godt om og sagde efter et stykke tid:
- Mit største ønske er en tur i Føtex!
Så det fik hun. Iltapparatet blev taget fra, der kom noget morfin i lommen, og så blev Sofie kørt i kørestol til Føtex. Og købte et par strømper, lidt kindrødt og noget pudder.

Dejligt at gøre det almindelige
Det var længe siden, Sofie havde gjort så dagligdags ting som at handle i Føtex.
- Vi havde en dejlig tur, husker hun. - Det er dejligt at gøre de almindelige ting.
Sofie er indlagt på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Her er en fredelig og glad atmosfære. Hospicet har 10 stuer og desuden er der køkken, spisestue og opholdsstue med et stort glasparti, så solens stråler kan komme ind og patienter og pårørende kigge ud på den frodige have.
Sofie er afkræftet, men insisterer alligevel på at blive interviewet i opholdsstuen. Ordene kommer langsomt og med eftertanke. Men hun sparer alligevel ikke på roserne.
- Det er de dygtigste sygeplejersker der findes. De er simpelthen så dygtige. Den måde de arbejder på. Den måde de er på. Søde og rare er de også over for én.

Det hjælper at holde nogen i hånden
Sofie har været på Diakonissestiftelsens Hospice i nogle måneder. Og hun trives, selv om det var et chok at se alle de syge mennesker første gang.
- Det var rædselsfuldt at komme den første dag. Jeg kom lige ved spisetid, hvor de sad og spiste alle sammen. Den ene sad og hang med hovedet. Det var ikke så rart at se på. Men efter hånden er jeg blevet meget glad for at være her, fortæller Sofie, der selv måtte gøre en indsats for at blive "integreret":
- Jeg har nemt ved at komme i kontakt med andre. Jeg er ret frisk og har faktisk ingen smerter. Mit største problem er, at jeg ikke kan få luft. Og så bliver jeg bange og skal have en hånd at holde i. Det hjælper. Og der er en hånd at holde i - på alle tidspunkter. Det er flot, ikke?

'Det er trygt at være her'
Hun smiler og fortsætter:
- På hospitalet var der meget støj og stress og man kunne ikke sove om natten. Men her kan man sove, man har sit eget værelse og man bliver vartet op i alle ender og kanter. Det er fantastisk. Man behøver ikke en gang at spørge om noget som helst.
Hvad vil du sige til andre, hvis de overvejer hospice?
- Så vil jeg sige ja. For fire-fem år siden spurgte nogen, om jeg kunne tænke mig at komme på hospice. Da tænkte jeg: "Hold da op. Det skal du da aldrig nogensinde!" Men jeg har skiftet mening.

En hyggelig dag sammen
En af de frivillige kommer hen med jævne mellemrum og spørger, om Sofie ønsker sig noget. Ikke en tur til Føtex, denne gang. Men en ananas ville være dejlig at smage, siger hun.
Det er den samme frivillige, der har taget sig af Sofie hele eftermiddagen.
- Vi har haft en hyggelig dag, siger hun, og Sofie nikker samstemmende.
Der er mellem 35 og 40 frivillige tilknyttet Diakonissestiftelsens Hospice. Nogle har en vagt om ugen, andre er her hver 14. dag. Der er som regel kun én frivillig ad gangen. En om formiddagen, en om eftermiddagen og en om aftenen.
Nogle gange er der underholdning. Det kan være oplæsning, fortælling eller sang og musik. Hver onsdag er der gudstjeneste.
- Jeg kommer gerne ned, når der er sang og musik. Det er hyggeligt når vi sidder og synger, siger Sofie.

Vi skal alle samme vej
Hvordan har du det med at hospice måske er sidste sted i dette liv?
- Det har jeg det fint med. Man ved jo, at vi alle sammen skal den vej. Men det er da lidt underligt at tænke på, siger Sofie.
Og jo, det var da svært den første dag på hospice.
- Lægerne og sygeplejerskerne spurgte mig om en hel masse. Det var for meget for mig. De kom for tæt på. Jeg skulle lige have tid til at falde til først.
Og her var de frivillige fantastiske, siger Sofie:
- Da jeg blev kørt i ambulance fra hospitalet herud, tænkte jeg: Hvad er det dog for noget? Men en af de frivillige tog så godt imod mig. Hun viste sig at være fra Kastrup ligesom jeg, så vi fik snakket en time eller to sammen.
Sofie fortryder ikke, at hun kom på hospice. Og da en sygeplejerske foreslår, at hun må være træt nu og trænge til at komme i seng, svarer hun:
- Nej, jeg vil da hellere være her. Og vi skal jo snart spise, ikke?