Hjælp til børn og unge i sorg

Sofie Klingberg, der er journalist og stod bag dokumentaren "Mor er død - men det taler vi ikke om", har skriver her en kronik om vigtigheden af at tage børn og unges sorg alvorligt.

Jeg var 11, da min mor fik kræft. Og jeg var 16, da vi bisatte hende. Jeg havde brug for støtte, snakke og omsorg, men oplevede, at mange ikke turde spørge ind til mig. Så jeg blev enormt ensom og følte mig mærkelig og forkert i min sorg.  

Heldigvis kom jeg i en samtalegruppe i Aalborg, hvor jeg mødte andre børn og unge, der også havde mistet. Det gav mig en følelse af, at jeg trods alt ikke var alene med min sorg, og det var en kæmpe trøst.  

At komme i en samtalegruppe skal være et tilbud, som alle børn og unge i sorg kan benytte sig af. Uanset, om de har mistet til kræft, selvmord, misbrug, en bilulykke eller noget helt andet.

Det er ét af grundprincipperne i den nystiftede forening "Skyggebørn", som jeg har været med til at løbe i gang. 

25 års erfaring

Initiativtageren er Jes Dige, som mange efterhånden kender. Enten fra hans mangeårige arbejde med børn og unge i sorg, hans foredrag eller hans medvirken i diverse dokumentarfilm, blandt andet DR1-dokumentaren "Mor er død - men det taler vi ikke om".

Med Skyggebørn åbner Jes op for en bredere målgruppe, end han hidtil har beskæftiget sig med. Det er hans erfaring, at alt for mange børn i sorg falder uden for de eksisterende tilbud, og ikke kan få den hjælp, de har behov for. 

Måske er de ikke gamle nok til at komme i en samtalegruppe? Måske er det for lang tid siden, at de har mistet? Eller måske hjælper den pågældende forening ikke et barn, der har mistet til selvmord?

Hos Skyggebørn skeler vi ikke til, om barnet har mistet for to måneder eller ti år siden, ligesom dødsårsagen heller ikke er afgørende for, om vi kan tilbyde hjælp eller ej.   

Derudover er vores tilbud ikke forbeholdt de børn, der har mistet, men henvender sig også til dem, hvis sorg har rod i andre omstændigheder. Måske har man en syg bror? Eller måske er man selv kritisk syg?

Børn reagerer forskelligt

Sorg kommer i mange varianter og har mange ansigter. Og selv en søskendeflok, der udsættes for den samme sorgfulde livsomstændighed, reagerer typisk vidt forskelligt.

Det var også tilfældet i min egen familie.

Jeg tog forskud på sorgen. Allerede inden min mor var død, erkendte jeg, at det var den vej, det gik, og 15 år gammel begyndte jeg at indstille mig på et liv uden min mor. Det var en tid fyldt med afmagt, tårer og vredesudbrud, men også værdifulde snakke med min mor. Og allerede 14 dage efter hendes bisættelse startede jeg i samtalegruppen.  

For min bror var historien en helt anden, og dengang havde jeg svært ved at gennemskue, hvordan han havde det? Han har siden fortalt mig, at han tilsidesatte sin sorg, fordi han ikke følte, der var plads til den. Først to år efter vores mors død kom der for alvor hul på min brors sorg. 

Og netop fordi børn reagerer så forskelligt, sætter vi hos Skyggebørn ikke tid på, hvor mange gange, et barn må komme i en samtalegruppe. Nogle har fået deres behov opfyldt efter 8 gange, mens andre måske slet ikke er nået ind til kernen endnu efter samme antal gange.  

Om man kommer i to måneder eller tre år, er op til barnet selv. Jes plejer at sige, at han holder barnets hånd, indtil han eller hun selv giver slip.  

Sorgen kan ikke sættes på formel

Og netop den rummelighed var altafgørende for mig, da jeg selv var så heldig at komme i en samtalegruppe hos Jes. Jeg følte generelt et kæmpe pres fra mine omgivelser. De ville så gerne skubbe mig hurtigt videre i livet, for døden og sorgen er tunge samtaleemner for de fleste.

Undtagen i samtalegruppen, hvor jeg kom hver anden uge. Her blev mine ord og min smerte rummet og forstået. Og der var plads til, at jeg kunne fortælle de samme historier mange gange; Der var ingen "kvote", der kunne opbruges. Min sorg blev ikke sat på formel, men der blev nysgerrigt og empatisk spurgt ind til den.

Ensomt at være i sorg

I mit arbejde med sorg har jeg fået ufatteligt mange henvendelser fra andre, der også har mistet. Nogle kommer fra ældre mennesker, der ville ønske, at de havde fået hjælp til at håndtere det tab, de som børn oplevede, for "hvordan ville livet så have set ud?"

Andre er fra unge, der lige har mistet, eller fra deres forældre. Hvis jeg skal nævne én ting, som de næsten alle har tilfælles, så er det ensomheden. Det er forbandet ensomt at bære rundt på en stor sorg. Mange oplever, at omgangskredsen skrumper ind. At venner og bekendte ikke tør spørge ind til sorgen. Eller at de negligerer den med udsagn som "det er trods alt godt, at du stadig har én forælder tilbage".

Børn bliver til voksne

Det, der er specielt for børn og unge, der er ramt af sorg, er, at de er midt i en udviklingsproces. De er ikke færdigbagte endnu. Og et stort tab sætter ofte skub i en "tvangsmodning" - med andre ord bliver de lynhurtigt voksne.

Før min mor døde gik jeg - sådan groft sagt - op i drenge, fodbold, tøj og hvordan mit hår sad. Efter hendes død kunne jeg ikke være mere ligeglad med den slags. Jeg havde helt andre ting at bekymre mig om. Ting, som de fleste af mine jævnaldrende var forskånet for. De havde endnu ikke mærket den alvor, som livet også rummer. Men det havde jeg. Jeg havde mærket den, og den havde forandret mig fundamentalt.

Og så kan det godt blive ensomt at rende rundt blandt uprøvede unge, hvis største bekymring er, hvilken bluse de skal have på til fredagsbaren på gymnasiet?     

Derfor er det så vigtigt, at der eksisterer samtalegrupper, som dem Skyggebørn driver. Det handler ikke kun om at bearbejde en stor sorg og lære at leve med den. Det handler lige så meget om at føle sig som en del af et fællesskab. Det er så ufatteligt vigtigt, at børn og unge i sorg ikke går rundt og føler sig forkerte og mærkelige. De har rigeligt på deres tallerken i forvejen.

Og så er det også vigtigt, at vi minder hinanden om, at der dybest set kun er én ekspert i et barns sorg - og det er barnet selv. Hver sorg er unik, men vi kan spørge ind, være rummelige og forsøge at forstå.   

Billederne i artiklen er taget af Helle Thorngaard Jessen