Høstfest på Svanevig Hospice

12. september 2016
Knap 100 mennesker nød en skøn sensommeraften til høstfest på Svanevig.


Frivilligkoordinator, Kirsten Jantzen fortæller her om det nyeste tiltag blandt de frivillige på Svanevig Hospice på Lolland:


Det er første gang, man prøver at stable sådan en fest på benene. En fest, hvor alle naturligvis var inviteret til at være med. Det gjaldt både patienter, pårørende, personale, bestyrelser og de mange frivillige med påhæng.


"Vi tænkte, at det var oplagt at fejre høsten, når nu Svanevig Hospice ligger midt i landbrugsland. Så tæt på kornmarker, at vi nærmest har kunnet smage kornet, mens det blev høstet. Men høstfesten er også en god anledning til at vise taknemmelighed over livet, og over det, der bliver os givet af både godt og ondt."


Aftenen bød på et væld af oplevelser for store som små. Der var grillstegte grise med lækkert tilbehør. Der var fælles folkedans under kyndig ledelse af en lokal folkedansertrup, hvor alle kunne være med og prøve kræfter med dansens trin. En gruppe frivillige havde tryllet ved bageovnene og frembragt det helt store kageborg og endeligt var der uropførelse af det ellers hidtil noget ukendte operastykke: "Sigurd og Rosamunde".


En herlig aften, hvor der blev hygget og grinet, så tårerne trillede!


Vi håber, at vi med denne fest har fået startet en ny tradition på Svanevig og glæder os allerede til næste års høstfest.


Du kan se flere billeder fra festen på Hospice Forum Danmarks Facebookside