Horsens bejler til region om nyt hospice

26. juni 2012
Horsens Kommune vil meget gerne have de planlagte ni hospicepladser i regionen.

Horsens Kommune vil meget gerne have de planlagte ni hospicepladser i regionen.

Økonomiudvalget i Horsens Kommune ser gerne, at de ni hospice-pladser, der skal placeres i det sydøstlige hjørne af regionen, bliver placeret i Horsens Kommune.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Brædstrup Sygehus er et af de steder, der er blevet nævnt som muligt hjemsted for et nyt hospice.
- Jeg kan sagtens nikke til, at det kan være en fin placering i Brædstrup, men vil ikke pege på selve placeringen. For mig er det vigtigt at sige, at de ni hospicepladser bør placeres i Horsens. Så skal vi nok finde den rigtige placering, siger borgmester Peter Sørensen (S).
Han mener, kommunen har mange egnede steder
- Hvis det er et kriterie, at hospice skal ligge i rekreative omgivelser, er der mange egnede steder i kommunen, siger borgmesteren.
Ud over Brædstrup Sygehus har Boller Slot været nævnt som mulighed.
Det er en regional beslutning, hvor det kommende hospice skal ligge, og det ligger fast, at stedet skal drives af en selvejende institution, skriver Horsens Folkeblad.