Hospice er en regional opgave

05. oktober 2009
Hospice-tilbuddet er en del af sygehusvæsenet, fastslår Sundhedsministeriet

Hospice-tilbuddet er en del af sygehusvæsenet, fastslår Sundhedsministeriet

Hospice er som en specialafdeling på et sygehus. Det er derfor en opgave for regionerne - ikke kommunerne.
Det fastslår Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i et svar til hospicelederne ved Anette Agerbæk fra KamillianerGaardens Hospice i Ålborg.
Hospicelederne havde henvendt sig til Sundhedsstyrelsen for at få præciseret begrebet "hospice". Sundhedsstyrelsen bad Sundhedsministeriet svare - og det blev med denne ordlyd:
- I Sundhedsloven er det fastlagt, at drift af hospice er en regional opgave. Hospicer er at betragte på linie med andre specialiserede afdelinger på et sygehus. Hospicetilbuddet er derfor at betragte som en del af sygehusvæsenet, jf. sundhedsloven § 75, stik. 4.
- På den baggrund er det Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses opfattelse, at drift af hospice ikke er en kommunal opgave, fastslår sagsbehandler Camilla Lund-Cramer.

Regionerne har ekspertisen
Problematikken blev for nylig rejst i forbindelse med at Bornholms regionskommune fik tilbudt en byggegrund, mod at kommunen ville bygge et hospice. Kommunen måtte takke nej til gaven, efter at det stod klart, at det ifølge Sundhedsloven kun er regioner, der kan indgå driftsoverenskomster vedr. hospicer.
Og det er der en god grund til, mener formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk:
- Hospice Forum Danmark har stor respekt for den indsats, som gøres i kommunerne for at yde hjælp til uhelbredeligt syge og døende, hvad enten det sker i eget hjem eller på en kommunal institution.
Men regionerne, som i forvejen driver det danske sundhedsvæsen, har tilgang til den særlige ekspertise, som må til på et så specialiseret tilbud som hospice:
- På et hospice yder et veluddannet tværfagligt personale en højt specialiseret, lindrende indsats. Dette personale består bl.a. af sygeplejersker og læger, siger hun.
Derfor er det også Hospice Forum Danmarks opfattelse, at kun institutioner som opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger for et hospice må bruge denne betegnelse.