Hospice er for alle med livstruende sygdomme

25. juni 2015
Hospice er ikke blot livets endestation. Det er også lindring undervejs




Ikke færre end 31 mennesker blev udskrevet fra Hospice Djursland sidste år. Hospice handler nemlig ikke kun om den sidste tid før døden, men er et tilbud om lindring for alle med livstruende sygdomme.


Der er brug for, at opfattelsen af et hospice skal ændres. Det skal ikke længere blot ses som den sidste station på livets rejse, konkluderer DR efter et interview med Dorrit Simonsen, der er leder af Hospice Djursland.


- Vi kan være med til at forbedre den livskvalitet, som ligger i den sidste del af livet, siger hun og uddyber om hospicets tilbud om lindring:

- Det er ikke nødvendigvis et sted, hvor man opholder sig den sidste uge eller to af ens liv. Vi har rent faktisk også noget at byde på langt tidligere i sygdomsforløbet sådan, at vi kan være med til at forbedre livskvaliteten i den sidste del af livet, siger Dorrit Simonsen.


På Hospice Djursland er 95 procent af de indlagte døende kræftpatienter. Men Dorrit Simonsen ser gerne, at der også kommer andre typer patienter.

- Vi vil gerne fortælle, at man for eksempel som patient med KOL eller hjertesygdomme kan få glæde af den tværfaglige specialindsats, som vi kan tilbyde, siger hun til DR.