Hospice positivt modtaget i Grønland

11. oktober 2012
Forslag om hospice i Grønland blev førstebehandlet og godkendt onsdag.

Forslag om hospice i Grønland blev førstebehandlet og godkendt onsdag. 

Drømmen om et hospice i Grønland kom et skridt nærmere sin opfyldelse i går. Da blev et forslag om oprettelse af hospice godkendt under førstebehandlingen i det grønlandske landsting. Forslaget var stillet af partiet Siumut, der svarer til Socialdemokratiet herhjemme, og blev godkendt med visse ændringer.

- Jeg er meget glad for at vores forslag ikke blev helt afvist. At der findes en vilje til at gennemføre det her, udtaler Doris Jakobsen, MF for Siumut.

Nu bliver forslaget sendt i udvalg inden andenbehandlingen. Her ønsker Landsstyret at undersøge behovet for et hospice i 2014.

- Det synes vi er alt for sent. Vi vil have igangsat en undersøgelse allerede næste år, siger Doris Jakobsen.

Det glædelige er, at alle partier er interesserede i en løsning. Mange mener dog, at den palliative, dvs. lindrende, indsats sagtens kan foregå på sygehuse og plejehjem.

- Men der er behov for et særskilt hospice, fastslår Doris Jakobsen.

Hun oplyser, at Landsstyret dog er åbne for tanken om at indrette særlige palliative afdelinger på sygehusene.

- I Hospice Forum Danmark glæder vi os med Doris Jakobsen og befolkningen på Grønland. Vi håber naturligvis, at denne beslutning resulterer i, at også uhelbredeligt syge og døende i Grønland får mulighed for at komme på hospice, når de har behov for det, siger landsformand Tove Videbæk.