Hospice udvider rammerne i Esbjerg

15. december 2014
Hospice Sydvestjylland laver stuerne, så der bliver bedre plads til pårørende


Barnet vil holde sin dørende mor i hånden. Den voksne vil ligge i ske med sin døende ægtefælle. Det kræver mere plads - og derfor udvider Hospice Sydvestjylland nu kapaciteten. Hospicet kan ikke opnå driftsoverenskomst med regionen om flere end 12 patientstuer. Men de kan gøre stuerne større.

I årets første tre kvartaler havde Hospice Sydvestjylland ikke færre end 641 overnatninger af pårørende til de døende.

Det er de tolv stuer for små til, og derfor vil hospicechef Ulla K. Jessen nu lægge stuer sammen - lave de tolv til syv - og udnytte de 250 kvadratmeter på 2. sal i det smukke hus på Finsensgade i Esbjerg til yderligere fem stuer.

-Vi vil gerne gøre det nemmere for familierne at være sammen. Det bliver mindre belastende for den syge, for det kan være hårdt at have andre mennesker så tæt på, når de har det så dårligt, siger hospicechefen til Ugeavisen Esbjerg. - Det kan også blive mere værdigt, når børnebørnene kommer på besøg, og så giver det et bedre luftskifte på stuerne.

Den mindste stue er på 14 kvadratmeter, og det er småt med to senge og en kørestol, oplyser hun.

- Vores patienter kræver også flere timer ved sengesiden i dag, siger hospicechefen.

Hospice og stedets støtteforening har sparet 4,9 millioner kroner op til en udvidelse, som vil koste otte millioner.

Så nu må vi i gang med at søge og efterlyse fra private og andre, der måtte ønske at hjælpe os, siger Ulla K. Jessen.

I løbet af et år har hospice mellem 165 og 190 patienter i de tolv senge. 25 procent af patienterne bliver udskrevet igen. De lever i gennemsnit tre-seks måneder efter, at de er udskrevet.