Hospice Vendsyssel holder åbent hus

17. marts 2008
I anledning af Hospice Vendsyssels åbning 1. april 2008 - åbent hus på Hospice Vendsyssel
I anledning af Hospice Vendsyssels åbning d. 1. april 2008 har du mulighed for at komme indenfor og se vores lokaler på 2. sal i Arenfeldtsgade 22, 9900 Frederikshavn. Vi holder åbent hus i weekenden d. 29. og 30. marts 2008 - begge dage i tidsrummet mellem kl. 13.00 og 16.00.

Personalet vil være til stede og fortælle om de forskellige rum og funktioner på Hospice Vendsyssel. Du har mulighed for at se bl.a. patientstuerne, vores dejlige centralt placerede køkken, opholds- og spiserum og meget mere.

I Cafeen/Fristedet er der mulighed for at købe kaffe, te og kage, ligesom du kan hilse på de frivillige i støtteforeningen Kamillus.

Hospice Vendsyssel er i opstarts- og etableringsfasen drevet af den selvejende institution KamillianerGaarden, og der er plads til 6 patienter. Når den nye hospicebygning står klar overtager den selvejende institution Hospice Vendsyssel driften.

Patienter på hospice kan indlægges med henblik på livets afslutning. Der kan også være tale om indlæggelse til symptomlindring, til aflastning eller til rehabilitering. Patienterne har uhelbredelige, fremadskridende sygdomme. På hospice modtager patienterne omsorg, pleje smertelindring og sjælesorg, ligesom deres pårørende ydes social støtte, vejledning og sjælesorg.