Hospicebestyrelser samlet til kontaktmøde

15. marts 2009
Den 7. marts havde Hospice Forum Danmark indbudt hospicebestyrelserne til kontaktmøde

Lørdag den 7. marts havde Hospice Forum Danmark på opfordring af hospicebestyrelser indbudt hospicebestyrelserne til kontaktmøde i Fredericia. Det første af slagsen.

I sin velkomst glædede formanden Tove Videbæk sig over det netop indviede Palliativt Videncenter i København samt et vellykket seminar om udvikling af frivilligt arbejde. Begge dele betragtede hun som store fremskridt.

Deltagerne i mødet havde indsendt forslag til emner, som man gerne ville have debatteret ud fra et ønske om at høre andre hospicers erfaringer. Debatten var opdelt i 5 afsnit og gav rigeligt stof til erfaringsudvekslinger i den dertil afmålte tid. Eksempelvis drejede spørgsmålene fra hospicebestyrelserne sig om funktionsbeskrivelse for hospiceledere, lønforhandlinger med lederen, ansættelsesforhold for hospicepræster, ansættelse af læger til de palliative teams og sikring af den faglige kvalitet på hospice.

Der var enighed om, at hver enkelt hospice sender sin funktionsbeskrivelse for hospicelederen til Hospice Forum Danmark, som nye hospicer under opbygning kan trække på. Der var ligeledes tilslutning til at rette henvendelse til kirkeministeren (eller i første omgang til biskopperne) om mere ensartede regler for brug og aflønning af hospicepræster

Støtteforeningerne er et meget væsentlig element, og der bør lægges vægt på vækst på dette område for at få den størst mulige folkelige forankring.

Tove Videbæk fortalte om videre planer for Hospice Forum Danmark. Allerede i den første del af debatten var der klare opfordringer til, at kredsen mødtes en gang om året. Tove Videbæk understregede vigtigheden af at udbrede kendskabet lokalt til de enkelte hospicer, og at styrke samarbejdet med regionerne.

Hun beklagede, at ikke alle hospicer var medlemmer af Hospice Forum Danmark. Dog er det kun 3 hospicer, der ikke er med i fællesskabet. Men det blev understreget, at det er vigtigt, at alle er med, for på den måde står vi stærkere. Der er i dag 14 hospicer og 1 palliativ medicinsk hospitalsafdeling i drift. Desuden 3 godkendte hospice-projekter under etablering.

Tove Videbæk lagde megen vægt på styrkelse af hospicetanken og ville gerne også fra centralt hold øge indsatsen. Det er vigtigt med gode historier om hospice i dagligdagen og en styrkelse af økonomien, bl.a. også med støtte fra fonde.

Tanken om daghospice vakte meget stor interesse. Hospicekonsulent Knud Ole Pedersen vil foranledige en rapport herom udsendt til deltagerne.
Det blev også foreslået at rette henvendelse til Alm. Dansk Lægeforening, da en del praktiserende læger ikke helt forstår hospice-tanken og dens placering i samfundet.
Det blev yderligere nævnt som en mulighed, at man eventuelt kunne skaffe venner til de forskellige hospicer og støtteforeninger via det nye Facebook-net.

Det kan uden omsvøb konkluderes, at mødet var en stor succes med betydelig erfaringsudveksling og engagement. De, der ikke deltog, gik virkelig glip af god inspiration. Deltagerne glæder sig allerede til næste års kontaktmøde.

Palle Simonsen
Formand for Arresødal Hospice, Frederiksværk