Hospicebestyrelserne drøfter fælles faglige opgaver

30. december 2008
Hospice Forum Danmarks bestyrelse forbereder et møde for hospicebestyrelserne

Hospice Forum Danmark skal ifølge vedtægterne yde støtte til hospice-bestyrelser og hospice-støtteforeninger i hele landet. Herunder bidrage ved:

  • Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling
     
  • Uddannelse, formidling og forskning
     
  • Fortsat udvikling af hospice-kulturen.

I foreningsåret 2007/2008 besøgte bestyrelsen hospicebestyrelser og støtteforeninger i de fem regioner. Det gav inspiration til at tage emner op, som er aktuelle for medlemmer over hele landet.

Hospice Forum Danmarks bestyrelse er for tiden i gang med at forberede et møde for hospicebestyrelserne i medlemskredsen, som bl.a. skal fokusere på disses opgaver. Et sådant møde har flere hospicebestyrelser rejst ønske om, og vi ønsker på mødet at skabe et rum for drøftelser samt at støtte hospicebestyrelserne i deres ansvar.

Mødet afholdes tirsdag den 3. marts 2009 kl. 16.30 i Fredericia.

I disse dage udsendes indbydelse til bestyrelserne for medlemshospicer med opfordring til at fremkomme med ønsker om konkrete emner til drøftelse på mødet.

Landsformand Tove Videbæk forventer, at der vil være en stor interesse for denne nye form for medlemskontakt. Deltagere fra forskellige dele af landet vil bidrage hver med deres ønsker, erfaringer og forslag til løsning af aktuelle opgaver. På den måde kan vi alle drage nytte af dette arrangement.