Hospicebevægelse tænker kreativt for at lindre

22. april 2012
Hospice Forum Danmark har netop holdt generalforsamling og årsmøde i Odense

Hospice Forum Danmark har netop holdt generalforsamling og årsmøde i Odense. Det kom der mange spændende tanker ud af.

Daghospicer, hjemmehospicer, virtuelle hospicer. Der blev virkelig tænkt "ud af boksen" på Hospice Forum Danmarks generalforsamling og årsmøde i Odense lørdag den 21. april.
For hospicebevægelsen har næsten nået det, de har kæmpet for - 250 hospicepladser i Danmark. Nu stræber de videre på at skaffe livskvalitet til det sidste for endnu flere mennesker med livstruende sygdomme.

Stadig brug for flere hospicepladser

Landsformand Tove Videbæk gjorde status i sin årsberetning:
- Vi har nu 17 hospicer i Danmark. I forbindelse med finansloven for 2011 blev det besluttet at oprette 42 nye hospicepladser over de næste 3-4 år. Det er 12 pladser i 2011, og 10 pladser i hvert af årene 2012-2014, så det samlede antal hospicepladser i 2014 vil nå op på i alt 250.
Tallet for det nødvendige antal hospicepladser i Danmark er ifølge international målestok 257.
- Men hvis der skal være plads til uhelbredeligt syge og døende med andre diagnoser end kræft - det kan f.eks. være KOL eller hjerte-karsygdomme - så siger den samme internationale målestok, at vi skal have mellem 400 og 450 hospicepladser i Danmark. Så vi er stadig langt fra målet, konstaterede Tove Videbæk.

Fuld gang i byggeri
Der er fuld gang i hospicebyggeriet. Det sjællandske Arresødal Hospice udvider med fire pladser, Region Midtjylland har fået bevilget yderligere ni hospicepladser, og i Frederikshavn står et helt nyt hospice klar i 2013 eller 2014.
Men flere undersøgelser har vist, at de fleste danskere helst vil dø hjemme. Derfor tager såkaldte palliative teams af læger, sygeplejersker, psykologer og præster ud i hjemmene. Men Hospice Forum Danmark tænker videre:
- I andre lande har man erfaring med hjemmehospice, hvor udfarende palliative teams tilkaldes. Eller daghospice, hvor de alvorligt syge kan komme og få medicin, fysioterapi og en snak med psykolog eller præst, fortalte Tove Videbæk.
Kan man også forestille sig virtuelle hospicepladser, hvor alvorligt syge har kontakt til palliativt team gennem den internetbaserede videotelefon Skype? spurgte en deltager.
- Det er en bragende god ide, kvitterede Tove Videbæk. - Men det kan ikke gøre det ud for en hospiceplads. Nogle mennesker er så dårlige, at de ikke kan være hjemme. De har brug for helt fysisk at komme på hospice.

Hospicechef i bestyrelsen
Fire medlemmer blev valgt til bestyrelsen - følgende for en ny periode: Advokat Bent Hejbøl, pædagog Anne Marie Bønløkke Larsen og administrator Christian Bendixen. Hospicechef Birgitte Bülow fra Svanevig Hospice på Lolland blev valgt ind som nyt bestyrelsesmedlem.
Regnskabet viste, at Hospice Forum Danmark i 2011 fik kr. 100.000 mere i indtægt end budgetteret. Udgifterne oversteg dog indtægterne, bl.a. på grund af udgifter til landsforeningens 10 års jubilæum i 2011. Men året før, havde man modtaget 1 mio. kr. i arv og donationer, som man kunne tære på.

Hver femte efterladte har brug for psykolog
Efter generalforsamlingen var der åbent årsmøde for alle interesserede. Her holdt psykolog Mai-Britt Guldin og Etisk Råds formand Jacob Birkler to informationsmættede foredrag.


Guldin fremlagde en ny undersøgelse om efterladtes behov for at bearbejde sorg. Den viste at 22 procent af de efterladte lider af meget svær og invaliderende sorg i over seks måneder efter deres nære pårørende er død. Det er 10 procent flere end angivet i en international undersøgelse fra 2002.
- En væsentlig andel af sørgende efter især kræftpatienter lider af sorg og depression. De har brug for hjælp og redskaber for at komme videre efter deres tab. De praktiserende læger er dygtige, men der er tegn på, at indsatsen kan blive endnu bedre gennem information og undervisning af de sundhedsprofessionelle, sagde Mai-Britt Guldin.

Gennemhullede argumenter for aktiv dødshjælp
Jacob Birkler gav forsamlingen en serie gode argumenter til at imødegå krav om aktiv dødshjælp.
- Det vigtigste spørgsmål man kan stille er: Hvad med den anden? Debatten om aktiv dødshjælp har ofte de pårørende i centrum. Men hvad med patienten? Med den palliative indsats kan vi give aktiv hjælp til døende, så de kan leve livet til det sidste, sagde Jacob Birkler.
- Mange kigger frem i tiden og vil have kontrol med døden. De vil ikke ende som en grøntsag. Men jeg har ikke mødt nogen grøntsag endnu. Jeg møder medmennesker.