Hospicebyggeri til 45 mio. kroner i Esbjerg

06. januar 2006
1. spadestik blev taget af Betty Carstensen i bidende kulde i mandags - efter 10 års forberedelse - klik på overskriften og læs, hvad Jyske Vestkysten skrev i tirsdagens avis

 
Artikel af Torben Krogh, JV - gengivet i uddrag:

Nyt hospice er nu klar til at gå i gang med at bygge 
Mens vinterfrosten bed i kinderne, blev det første spadestik til Hospice-Center Sydvestjylland taget på grunden i Finsensgade.

Endnu er der længe til de første døende patienter rykker ind, for at tilbringe deres sidste tid på Hospice-Center Sydvestjylland i Finsensgade tæt på Sydvestjysk Sygehus.

Men mandag tog arbejdet med det kommende hospice, der efter planen åbner til november, endnu et vigtigt skridt mod virkeliggørelsen, da formand for hospice-foreningen, Betty Carstensen, stak spaden i jorden til det første spadestik.

Det kommende hospice får til huse i en ejendom i Finsensgade, der dels totalrenoveres, dels tilføjes en nybygning, der skal ligge vinkelret på det eksisterende byggeri.

Udenfor bed frosten i kinderne, og vinterfrakkerne var da også fundet frem, da Betty Carstensen tog det første spadestik og erklærede, at det var en dejlig måde at starte året på.

Hospice-Center Sydvestjylland har været undervejs i godt ti år.
- Der har været mange op- og nedture undervejs, konstaterede Betty Carstensen, der benyttede lejligheden til at takke alle, der har været med til at arbejde for ideen og holde humøret oppe undervejs.

 
FAKTA:
I det kommende hospice bliver der indrettet 12 stuer til døende patienter. Prisen for byggeriet er samlet cirka 45 millioner kroner.