Hospicefrivillig skriver bog om sorg

15. oktober 2018
Inge Møllehave, der er frivillig på Hospice Sjælland, har mistet sin mand, Erling efter 39 år sammen - nu har hun skrevet bogen: "Du løfter mig".


"Du løfter mig - om sorg, kærlighed og taknemmelighed" berører temaer, som mange af os vil kunne genkende fra vores egne liv.


"Vejen igennem sorgen er ensom, svær og lang. Uanset om man har familie og venner omkring sig, så er man i bund og grund alene. Efter Erlings død aftog mine grådanfald, det værste var sket - min elskede var borte for stedse. Tomhed - tomhed - jeg kunne ikke tænke, ikke føle, bare acceptere trætheden, tomheden, acceptere nuet uanset hvordan.


Den eneste trøst, jeg har kunnet finde, er den, at sorgen først og fremmest er et udtryk for, hvor stor glæden og kærligheden har været i det liv, man havde sammen, og hvor mange farver der var, inden farven blev sort."


Ordene er forfatter Inge Møllehaves egne.


Inge har skrevet bogen, fordi . som hun siger:
". Jeg har et ydmygt ønske om, at jeg kan være med til at bryde de tabuer, som alvorlig sygdom, død og sorg stadig er i nogle kredse og at gøre opmærksom på, hvor stor en rigdom det kan være at komme ind i en sørgendes univers, hvis man har mod til det. Jeg tror, det vil være af stor værdi, hvis vi tør lade os berøre af andres sorg."


Bogen udkommer d. 20. oktober, hvor Inge fejrer udgivelsen ved en lille bogreception omgivet af sine nærmeste.