Hospicer fjerner behovet for aktiv dødshjælp

10. september 2009
Her får de aktiv livshjælp i stedet for, mener Tove Videbæk

Skal der være mulighed for aktiv dødshjælp i Danmark? Dette spørgsmål er igen oppe at vende. Er aktiv dødshjælp en næstekærlig handling over for et dødssygt menneske? Vil dødssyge mennesker føle sig presset til at bede om aktiv dødshjælp for ikke længere at være til besvær? Dette er nogle af de spørgsmål, der rejses i debatten.

Landsformanden for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, skriver i et læserbrev i bl.a. Lemvig Folkeblad, at der er alternativer til aktiv dødshjælp. Det hun kalder aktiv livshjælp. Den hjælp kan de døende få på et hospice, hvor specialuddannede teams, såkaldte palliative teams behandler den syge og lindrer smerterne for både denne og de pårørende. Hvis der var tilstrækkelige med hospicepladser i Danmark ville behovet for aktiv dødshjælp blive ryddet af vejen, mener hun. For med tilstrækkelig hjælp og støtte vil den døendes sidste tid kunne blive meningsfuld.

- I Danmark har vi desværre ikke tilstrækkeligt med hospicepladser og palliative teams til, at alle uhelbredeligt syge og døende kan nyde godt af den fantastiske indsats fra disse specialister, siger Tove Videbæk og fortsætter:

- Derfor må vi i Danmark arbejde på at få det nødvendige antal hospicepladser og give de palliative teams flere ressourcer, også til at uddanne personale i hjemmeplejen i kommunerne.