Hospicer i Danmark gennem 20 år

17. september 2012
Den 7. oktober er det 20 år siden det første hospice blev etableret i Danmark

Den 7. oktober er det 20 år siden det første hospice blev etableret i Danmark. Det markeres ved et storstilet arrangement i København.

Søndag den 7. oktober er det 20 år siden det første hospice blev etableret i Danmark. Sankt Lukas Stiftelsens Hospice i Hellerup blev oprettet i 1992.

Konceptet blev dengang mødt med en vis skepsis fra omverdenen. Og pressen var hurtigt ude med vendingen "dødshospital".

Men ikke mere. I dag er hospice et accepteret og kærkomment tilbud til mennesker med livstruende sygdomme og deres pårørende. Den tværfaglige indsats fra læger, sygeplejersker, psykologer, fysioterapeuter, præster m.fl. har en lindrende virkning både fysisk, psykisk, socialt og åndeligt, så den syge kan få så meget livskvalitet som muligt i samvær med sine pårørende den sidste tid.

Der er i dag 17 hospicer fordelt ud over landet foruden palliative enheder på flere hospitaler. Palliative teams tager endvidere ud i hjemmene for at yde en lindrende indsats. Efter 20 års målrettet pionerarbejde er hospicer og palliativ indsats i øvrigt med i paletten af velfærdstilbud til danskere med en livstruende sygdomme.

Det skal fejres:

Søndag den 7. oktober fra kl. 13.30
på konferencecentret KOSMOPOL i Fiolstræde 44 lige overfor Nørreport Station i København.
Fra 13.30 til 16.30: Åben reception for pressen og andre interesserede.
Tilmelding til sek@hospice.dk senest d. 20. sept.
Fra 17.30 til 22.00: Jubilæumsmiddag for indbudte.

Fejringen sker på initiativ af landsforeningen Hospice Forum Danmark, der også står bag antologien "Livet før døden - 20 år med hospice i Danmark", der lanceres på dagen ved en reception kl. 13.30.

Kgl. skuespiller Ghita Nørby fortæller, hvorfor hun er protektor for foreningen, flere af de mange eksperter, som er medforfattere til bogen, leverer korte faglige indlæg og kgl. sopran Liselotte Nielsen afslutter receptionen med klassisk sang, akkompagneret af guitaristen Hans Dal.

Herefter følger søndag aften en festmiddag for særligt indbudte med kunstneriske indslag af bl.a. Michala Petri & Lars Hannibal. Festtalen holdes af skuespiller Flemming Jensen.

Hensigten er, at bruge 20 års jubilæet til at fejre de mange, som udholdende og målrettet har kæmpet for hospice-sagen. Det gælder både frivillige, sundhedsprofessionelle og politikere. Og især sygeplejerske Inger Hee, der blev Danmarks første hospicechef, og læge Hans Henriksen, Danmarks første hospicelæge. Begge medvirker i den omtalte bog: "Livet før døden - 20 år med hospice i Danmark" og ved receptionen.

Hospice Forum Danmarks landsformand Tove Videbæk vil føre alle medvirkende og deltagere sikkert gennem dagen, der slutter med følsomme duetter af Sabina og Rebekka Mathew.

I anledningen af jubilæet er der mulighed for at give en gave til hospicearbejdet gennem HospiceFonden Danmark. Overskuddet fra bogen "Livet før døden - 20 år med hospice i Danmark" går også hertil.

Verdens Hospice Dag

Jubilæet ligger tæt på Verdens Hospice Dag den 13. oktober, der sætter fokus på behovet for (ikke "flere") hospicepladser og anden palliativ indsats . Mange steder i verden bliver dagen markeret med kunstneriske events. Hospice Forum Danmark håber 20 års jubilæet kan sætte yderligere fokus på indsatsen for alle med livstruende sygdom og deres pårørende. For selv om det første mål for antal hospicepladser i Danmark - 250 - næsten er nået, er behovet langt større, hvis man tæller andre med, der ligesom kræftpatienter har behov for palliativ indsats, f.eks. mennesker med lungesygdommen KOL og hjerte-kar-sygdomme.

I anledningen af jubilæet er der mulighed for at give en gave til hospicearbejdet. Gaven kan indbetales til HospiceFonden Danmarks konto i Nordea reg. nr. 5949 konto nr. 8477736883.

Kontakt for kommentar og interview:
Landsformand i Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk, mobil 23 41 31 79

Yderligere oplysninger:
Læs mere om hospicesagen og Hospice Forum Danmark: www.hospice.dk.