Hospicestøtter går på gaden!

18. maj 2008
Medlemmer af Hospice Østjyllands Støtteforening går på gaden 30-40 steder.

Medlemmer af Hospice Østjyllands Støtteforening vil lørdag den 24/5-08 i nogle timer omkring middag gå på gaden 30-40 steder her i den sydøstlige del af Region Midtjylland. Man vil kunne finde os på hovedgaden eller udenfor et supermarked, hvor der netop en lørdag kommer mange mennesker. Vi vil være klar til dialog med forbipasserende. Støtteforeningens formål med denne aktion er at præsentere de gode argumenter, som foreligger, for et hospice netop her i denne del af Regionen. Et sådant hospice er stærkt påkrævet.
 


Tanken med gade-aktionen er dels at informere, dels at få endnu flere til at melde sig som medlemmer af støtteforeningen. Jo flere medlemmer, og jo større viden, der er i befolkningen, desto mere vil det naturligvis påvirke Regionsrådet, som midt i juni 2008 forventes at tage en beslutning om et evt. nyt hospice og dettes placering.

Der er særdeles gode argumenter både for endnu et hospice, og for dettes placering i Skanderborg.
De nærmeste hospicer afviser p.g.a. manglende plads hver anden af de henviste, alvorligt syge patienter. De mere tilgængelige hospicer findes i Hvide Sande, Skive og Rønde. Men da netop nærhed i den situation er helt afgørende for de allerfleste, så de kan have mulighed for at komme på daglige besøg, er de fjerntliggende hospicer ikke reelle muligheder for alvorligt syge og døende i vort område.

De aktive fra Støtteforeningen for Hospice Østjylland vil især kunne mødes i Horsens, Odder, Silkeborg og Skanderborg, men der vil også være enkelte i Hedensted og Favrskov kommuner, dvs fra hele det optageområde, som det kommende Hospice Østjylland skal dække.


På vegne af Hospice Østjyllands Støtteforening
Troels Dolmer, formand
Højdedraget 12, 8660 Skanderborg
86521483