Hvad kan vi lære af England?

18. januar 2018
Indtrykkene fra studieturen i september er ved at have bundfældet sig og her skriver hospicecheferne Birte Markfoged, Hospice Limfjord og Dorit Simonsen, Hospice Djursland om deres indtryk fra besøget i England.

I september måned 2017 deltog vi med en delegation fra Hospice Forum Danmark på et Studiebesøg i England for at søge viden og inspiration til hospicearbejdet i Danmark. Der er altid meget inspiration at hente i vores naboland, som gennem mange år har ligget på en international 1.plads med hensyn til at yde den bedste palliation til deres terminalt syge borgere. Hospicebevægelsen kunne i 2017 fejre 50 års jubilæum og er i dag en af Englands største eksportvarer. Til sammenligning kunne det første hospice i Danmark, Sct. Lukas hospice i 2017 fejre 25 års jubilæum.


Noget, som i høj grad kendetegner den palliative indsats i England, er et meget tæt samarbejde over sektorer i de seneste levemåneder. Således er et hospice i England ikke blot en institution med et antal sengepladser, men en institution, der har et ambulant tilbud i form af daghospice, ambulatorium og en ud kørende hospicefunktione til hjemmet og til plejehjem. Endvidere er undervisning og support til øvrigt sundhedspersonale; en nødvendig og væsentlig opgave.


Vi besøgte Sct. Christopher hospice i London, som jo i mange år har været den europæiske verdens fyrtårn og vi besøgte Sct. Leonards hospice i Yorkshire, som er et nyt og moderne hospice.


Begge hospicer arbejder målrettet på at realisere nye mål for fremtiden med henblik på at komme i kontakt med mange flere borgere med forskellige diagnoser, samt at møde og hjælpe patienterne tidligere i deres sygdomsforløb. Der er fokus på, at behovet for lindrende pleje er til stede døgnet igennem og det kræver et stort samarbejde med omgivelserne, som kan være den lokale hjemmepleje og praktiserende læge, men også de nære pårørende, venner og naboer til den syge.


Hospice i England har udviklet mulighederne for at møde patienterne tidligere i deres sygdomsforløb, hvor der er succes med at lindre målrettet hvilket giver mulighed for at  mange patienter kan komme hjem igen. Således blev det fortalt, at 50 % af patienter på hospice i dag udskrives til hjemmet. På Sct. Christopher hospice i London har de gennem de sidst mange år arbejdet med at udvide deres kapacitet på ambulantområdet. Mange af deres patienter starter i dagtilbud og får den nødvendige hjælp og støtte her så lang tid, det er muligt. Det har medført, at flere patienter har følt sig rustet til at leve og afslutte deres liv i deres hjem med den nødvendige hjælp fra deres familier, hjemmeplejen og det udgående hospiceteam. At de i så høj grad er lykkedes med et daghospicetilbud og deres udkørende hospiceteam har medført, at de har lukket en del af deres hospicesenge og de er ikke i tvivl om, at det har været en positiv udvikling.


De engelske hospicer har som herhjemme også fokus på, at den lindrende indsats skal nå ud til flere andre patientgrupper end kun kræftpatienterne. De oplever, at det fortsat vil være et udviklingsområde i årene fremover, idet hospice altid er blevet meget tæt knyttet til det at være kræftpatient. Det er i høj grad det samme billede, vi ser her i Danmark, og dermed er det også for os et væsentligt udviklingsområde.


Man har på de engelske hospicer en særlig indsats i forhold til demens, da man vurderer, at hospice som organisation med stor erfaring i tværfagligt fokus og samarbejde, er ideelt til at udvikle en kvalificeret indsats til den stadigt stigende gruppe af befolkningen, som bliver ramt af demens. Det er klart et område og en udvikling, vi med fordel kan følge tæt og blive inspireret af, idet gruppen af mennesker med demens jo også er stigende i Danmark.


På Sct. Leonards hospice var vi meget imponeret over et nyt initiativ i deres "Sun Flower Center", hvor de på bestemte ugedage kunne modtage patienter "fra gaden", der havde behov for råd og vejledning i forbindelse med deres alvorlige sygdom. Centeret var meget besøgt og det tværfaglige personale kunne yde en stor støtte og rådgivning, så man kan opholde sig i hjemmet og holde sig fra hospitalet, så længe det er muligt. Tillige havde patienter/pårørende stor glæde af at tage aktivt del i eget behandlingsforløb og drage nytte af kontakter i det netværk, der bliver skabt når mennesker mødes og hjælper hinanden.


Det er ikke ukendt, at der er et stort frivilligt engagement omkring arbejdet og udviklingen af hospice. I England er det kolossalt. Mere end 650 frivillige er engageret i Sct. Leonards hospice og tager sig af en række opgaver, som vi også kender fra hospice i Danmark, men derudover har de udfordringen med at skaffe penge til drift af hospice og her fundraiser man op til - hold fast - 50 millioner danske kroner om året.


Det var en meget inspirerende og spændende studietur. Den organisering og udvikling hospice i Danmark har gennemgået de sidste 25 år har jo på alle måder været inspireret af den organisering og udvikling, som de engelske hospicer gennemgår. De er 25 år foran, men de 25 år vil vi sagtens kunne "indhente", hvis vi her i Danmark vil give mulighed for, at de faglige ressourcer og den store erfaring, der er på de danske hospicer, gives plads og mulighed for at komme flere patienter og deres familier til gode.


Vi har en vision om, at vi kan tilbyde vores lindrende indsats til langt flere patienter og til patienter tidligere i deres sygdomsforløb. Det tror vi på er en mulighed gennem en nytænkning af den organisering, vi i dag har indenfor den specialiserede palliative indsats. De engelske erfaringer viser klart, at patienter og pårørende, som har behov for den tværfaglige lindrende indsats, har stor glæde af den fleksibilitet, der er til stede i de engelske hospicetilbud, således at man er tilknyttet én palliativ indsats, som ydes fra hospicerne, men som kan udmøntes på forskellig vis afhængigt af sygdomsbilledet aktuelt.


De nye Anbefalinger for den Palliative indsats i Danmark, som udkom i november 2017, anbefaler, at det er den vej, vi skal gå. Flere hospicer er klar til det, hvem vil gå med?


Skrevet af hospicecheferne Birte Markfoged, Hospice Limfjord og Dorit Simonsen, Hospice Djursland.