Hvor flyver du hen, Søster Kanin?
"Hvor flyver du hen, Søster Kanin?" er en smukt illustreret børnebog, der handler om det nære venskab mellem pigen Liv og Søster Kanin.
Søster Kanin er Livs bedste ven, og bogen indledes med fortællingen om, hvordan de to leger sammen. En dag opfører Søster Kanin sig anderledes, og hun sover stille ind i Livs arme. Det er svært for Liv at forstå, hvad der sker og hvorfor Søster Kanin forsvinder fra hende. Med hjælp fra en rotte lærer Liv at forstå, at Søster Kanin har det godt, der hvor hun er taget hen. Sammen med rotten finder Liv ud af, at det er okay at give slip på sin bedste ven, og hvordan hun kan starte et nyt venskab.
Bogen kan hjælpe børn til at lære at håndtere situationerne omkring, når de mister deres kære og kan være med til at vise dem, at døden er naturlig og ikke er det værste, der kan ske. Med sine korte letforståelige tekster og flotte farverige illustrationer egner bogen sig fortrinligt til både oplæsning og som åbning til dybere samtaler med børn om det svære i at give slip på en, man holder af.
Bogen er lavet i et samarbejde mellem forfatteren Christine Lund Jakobsen og Ane Gudrun Øhrberg, der har illustreret fortællingen. Den udkom på forlaget Dreamlitt i oktober 2017.