I morgen skal jeg hjem!

"Folk tror, at man dør, når man kommer på hospice. Det troede jeg også selv, før jeg kom her. Men sådan er det ikke altid. Nogen gange kan den lindrende behandling, man får her, give fornyede kræfter, så man kan klare en periode hjemme. Det har været tilfældet for mig, og i morgen skal jeg hjem", fortæller Lillian Rasmussen, der har været lungepatient gennem 10 år og i de seneste år med store funktionstab.

Opholdet på Hospice Vendsyssel har hjulpet hende til at få bedre styr på behandlingen for åndedrætsproblemerne. Det har givet tryghed og mulighed for at genvinde lidt kræfter.

"Tiden her på Hospice Vendsyssel har bl.a. givet ro, tid og kræfter til at få styr på en masse konkrete ting sammen med min familie. Det har været rigtig godt, og personalet har været helt fantastisk til også at støtte og hjælpe min mand Knud, som naturligvis har en svær tid. Det samme gælder børnene. Både Knud og jeg har to voksne børn. Der er blevet grædt en del, men heldigvis også grinet. Og det giver ro i sindet, at vi har fået talt om tingene," siger Lillian Rasmussen.

Vil ikke reddes igen

Den største ting, Lillian har fået talt med sin familie om, er den beslutning, hun har taget, om at hun ikke vil reddes igen. At hun vil have lov til at dø, når kroppen en gang ikke orker længere. Uden genoplivning, uden respirator, uden at der bliver ringet 112. Kun med smertelindring.

Det kan virke som en barsk beslutning at lægge på sin familie. Det er jo dem, der skal undlade at tilkalde hjælp den dag et hosteanfald overmander Lillian og hun ikke længere har kræfter til at trække vejret. Men familien har accepteret Lillians beslutning, selv om det navnlig for Knud var med mange betænkeligheder. Ville han blive bebrejdet, at han ikke havde tilkaldt hjælp? Ville det være en overtrædelse af straffeloven?

Samtalerne i familien og med personalet på Hospice Vendsyssel hjalp til at afklare de mange spørgsmål. Heltkonkret fik Knud en lille huskeseddel med hjem om, hvad han skal gøre, når Lillian får anfald. Og et brev fra hospicelægen, der bekræfter Lillians beslutning om, at der ikke skal ringes 112.

Orker ikke flere indlæggelser

"Efter min seneste indlæggelse på sygehuset besluttede jeg, at jeg ikke ville igennem endnu en indlæggelse. Orkede det simpelthen ikke. Det fortalte jeg min familie, og det har de accepteret. Jeg er 73 år, så selvfølgelig er det for tidligt at dø. Men jeg har haft et godt liv med en mand, som jeg har været gift med i 24 år, fire børn, fem børnebørn og tre oldebørn. Jeg er helt afklaret med, at jeg snart skal herfra," siger Lillian Rasmussen.

Gennem hele sit liv har Lillian Rasmussen været en aktiv kvinde, der altid siger sin ærlige mening og ikke er bange for at kaste sig ud i nye udfordringer. Sådan har det været, siden hun som ung brød ud af et dårligt ægteskab i Århus og landede i Hjørring, fordi det var her, hun tilfældigvis kunne få en lejlighed med få dages varsel. Sådan var det, da hun blev sikkerhedsrepræsentant på Eskofot og efterhånden fik en række tillidsposter i fagbevægelsen og i Socialdemokratiet i Hjørring. Og sådan var det, da AOFs aftenskoleleder pludselig stoppede - så trådte Lillian til og varetog hvervet i to sæsoner, indtil en ny leder var fundet.

"Jeg har altid sagt min mening og kæmpet mod uretfærdighed. Det kan jeg slet ikke have, så går jeg på barrikaderne. Selv her ved den seneste generalforsamling i vælgerforeningen, hvor jeg rejste mig fra kørestolen, men hurtigt løb tør for luft og måtte have hjælp til at komme ned at sidde igen," siger Lillian Rasmussen med et lille smil.

Alting foregår med kærlighed

Efter tre uger på Hospice Vendsyssel har Lillian igen luft og energi til at give sit besyv med om det samfund, hun hele livet har engageret sig så stærkt i. Ikke i offentligheden, men i dette interview, hvor hun gerne vil være med til at aflive nogle af de fordomme, der stadig trives omkring hospice.

"Jeg har selv haft fordomme om hospice, men efter at have oplevet det selv, vil jeg gerne give udtryk for det fantastiske arbejde, der udføres her. Sygeplejerskerne og det palliative team giver sig tid til at tale med mig - og lytte til det, jeg siger. De ser det straks, hvis jeg er ked af det eller bange. Det giver en dejlig ro og tryghed. Jeg er ikke længere bange for at få et anfald, for jeg ved, at jeg bliver hjulpet.

Personalet er også meget opmærksomt på, hvordan mine pårørende har det. Alting foregår med kærlighed," siger Lillian Rasmussen og fortsætter: "Opholdet her på Hospice Vendsyssel har givet mig mod på en periode derhjemme. Vi har fået ro på og føler os bedre forberedt til den sidste tid."

Lillian Rasmussen døde på Hospice Vendsyssel d. 11.12.2017 efter en periode hjemme.