'Jeg faldt til ro og fik det bedre, da jeg kom på hospice'

Anne-Mette Hansen byder velkommen i stuen på Hospice Sydfyn med et stort smil. Øjnene er sprællevende og hænderne kommer tit i vejret, når hun fortæller om sit liv med mand, børn og et barnebarn, om kartoflerne, der lige er blevet lagt i køkkenhaven og ja, også om sygdommen, som tidligt kastede skygge over et ellers idyllisk familieliv i Bøjden på Fyn.

Otte hospitalsstuer på 12 dage

Men Anne-Mettes glade livsgnist holder skyggerne på afstand. Hun overlader til sin mand, Tony, at holde styr på de mange kemobehandlinger, indlæggelser og stuer, hun har ligget på.

- Senest præsterede hun at ligge på otte stuer i løbet af de 12 dage, hun var indlagt, bemærker han tørt.

- Jamen, jeg var jo også den patient, der havde det bedst. Derfor kunne de flytte på mig og ikke de andre på stuen, afbøder Anne-Mette, der dog glæder sig over at være kommet væk fra det travle Odense Universitetshospital. Hun ville egentlig helst hjem, men er nu på et symptomlindrende ophold på Hospice Sydfyn, hvor læger, sygeplejersker og kokke m.fl. prøver at få gang i hendes mave, som er gået i stå på grund af fremskredet cancer i bughulen.

- Det er så dejligt at komme herind og blive forfrisket. Jeg får ernæring gennem drop direkte i blodbanerne. Det tager man heldigvis ikke på af, smiler hun.

Lever i nuet

Anne-Mette har været på hospice i 14 dage og ved ikke, hvor det bærer hen. Men det er heller ikke det vigtigste, mener hun.

- Jeg interesserer mig ikke så meget for, hvad der sker en gang. Jeg interesserer mig mere for, hvad der sker nu. Livet er nu og ikke, hvad der sker om fem minutter, om 14 dage eller tre måneder. Derfor tager jeg det stille og roligt.

Og det kan hun roligt gøre og blot koncentrere sig om at være sammen med familien. Tony kommer hver formiddag og kører først hjem til Bøjden ved ni-tiden om aftenen. Parrets to døtre og barnebarn har besøgt mor et par gange, hvor de har kunnet overnatte på hospicets gæsteværelse.

Hospice Sydfyn blev indviet i 2012 og har plads til 12 patienter.

Kan nu koncentrere sig om familien

- Det er en stor hjælp at være på hospice, fordi alt praktisk arbejde jo er taget fra. Jeg skal kun sørge for mig selv. Og min mand Tony hjælper mig med at få tøjet på. Alt det andet praktiske er der nogen, der sørger for, og det er jo dejligt, fortæller Anne-Mette.

Hun havde kun hørt om hospice som et sted at afslutte livet, men hendes datter fortalte, at man også kunne komme på såkaldt symptomlindrende ophold.

- Hospice er for begge kategorier, både for de, der skal herfra, og for os, der bare skal ind og have lidt "wellness", smiler Anne-Mette - for sådan oplever hun det.

Hun fik endda overskud til at tage hjem til Bøjden et smut.

- Jeg fik set til mine kartofler, som jeg fik lagt, inden jeg kom her. Jeg skulle jo se, hvordan mine planter har det, og jeg sad ude på min rollator og fjernede ukrudt fra bedene. Jeg trives bedst med praktisk arbejde. Derfor påtænker jeg at tilbyde de mange søde frivillige her på hospice at gå dem i bedene og hjælpe med havearbejde fra min rollator!

En lang og besværlig sygdomsrejse

Anne-Mette har liv og gnist trods mange år med sygdom og indlæggelser. Hun blev ramt af brystcancer for 34 år siden og fik fjernet det ene bryst, da hun kun var 31 år. For 18 år siden fik hun fjernet det andet bryst og havde derefter en rask periode på 14 år. Men så dukkede canceren op igen.

- Jeg har været sygehjælper siden 1970, og da jeg gik på efterløn som 60-årig fik jeg pludselig ondt i ryggen og tænkte, at det nok skyldtes, at jeg havde støvsuget og gjort rent og slæbt rundt på alle de ældre og syge mennesker. Det viste sig så, at canceren havde bredt sig til ryggen og ned i bughulen, fortæller Anne-Mette.

Så begyndte kemobehandlingen, som nu har varet i fire og et halvt år.

Sendt hjem for tidligt

Tony har sirligt ført dagbog over det meget komplicerede sygdomsforløb, de mange indlæggelser og stuer, Anne-Mette har ligget på. Flytningerne skabte megen uro, husker Anne-Mette:

- Det er faktisk det værste. At man ikke hører til nogen steder. Men det er jo mig, der er syg. Det er jo ikke mig, der skal vide, hvor jeg hører til henne!

Hun har også prøvet at blive sendt hjem for tidligt.

- Da min kone fik den store maveoperation med stomi i maj sidste år, kom hun hjem efter otte dage - og det var bare for tidligt. Hun fik det dårligt og havde stadig alt for mange opkastninger, fortæller Tony.

Efter nogle dage på hospitalets palliative sengeafsnit blev hun til sidst overført til hospice.

Ro og tryghed på hospice

- Her kom der ro på. Ikke kun for hende, men også for mig. Så man bevarer et overskud til at skubbe på og løfte op, fortæller Tony.

Og du tør godt efterlade Anne-Mette her, mens du kører hjem og sover?

-Ja, jeg kunne med det samme mærke, at Anne-Mette fik ro på, da hun kom her. Der blev færre opkast, og medicineringen var bedre. Her er hun i trygge hænder under rolige forhold. Så det behøver jeg ikke bekymre mig for.

Anne-Mette supplerer:

- Lægen har rigtig god tid til at snakke, og sygeplejerskerne er meget søde. De er ikke på vej ud af døren med det samme, men koncentrerer sig om deres patienter. Det skifter ikke hele tiden. Når jeg ringer på min klokke, går den kun til hende. Det betyder, at det ikke bimler og bamler på gangene, hver gang en patient ringer på en sygeplejerske.

Overskud til at tale sammen

Når I nu har fået overskud, hvad bruger I det så til?

- Vi får talt sammen om, hvad det egentlig er, vi skal videre frem til. Det her får jo en ende på et eller andet tidspunkt. Vi skal jo også være realistiske, ikke? Og det bruger vi også tid til at snakke om med vores børn, fortæller Anne-Mette og græder lidt.

Hun fortsætter efter en pause.

- Sådan er det jo. Livet er en vej, den er så og så bred, men den smaller jo ind mere og mere. Jeg er jo ikke dum. Jeg ved godt, hvor det ender. Men jeg ved også, at det ikke er nu. Og nu skal vi snakke om døden, mens vi allerbedst kan. Det kan jo ikke nytte noget, at man først, når man ligger med næsen i vejret, får sagt alle de ting, man skulle sige til hinanden. Man skal sige det, mens man kan det. 

Husk at leve livet, mens du har det

Har I et godt råd til andre par og familier i lyset af det, I gennemlever lige nu?

- Anne-Mette blev syg, da vores børn var fire og seks år. Da besluttede vi at flytte på landet og leve efter devisen, at vi ikke skal udskyde alt for meget. Så vi rejste en del med børnene, bl.a. til USA og Thailand. Vi besluttede at opfylde vores ønsker og leve livet, mens vi kan det.

Anne-Mette stemmer i:

- Da jeg blev syg som 31-årig, valgte jeg at gå ned i arbejdstid for at være mere sammen med børnene.  Jeg vidste jo ikke, hvor det endte med min sygdom, så jeg ønskede at være sammen med børnene så meget som muligt.

Tony Hansen giver Anne-Mette et klem, mens parret konkluderer deres lille parrådgivning:

- Er man kørt træt i parforholdet, er vores råd: Gør livet lidt sjovere, grib nuet og oplev nogle nye og spændende ting sammen. 

Af Journalist Svend Løbner