'Jeg føler mig ikke så ensom mere'

Et hospiceophold er betryggende, fortæller patient og pårørende på Diakonissestiftelsens Hospice.

- Hej, vil du ha' kaffe eller juice, kage eller frugt?
Jane er frivillig og kigger indenfor hos Gunhild, der lige nu har besøg af sin søster Frida. De er begge en smule benovede over den gode service, som hospicets 35 frivillige sørger for på skift.
- Jo tak, jeg vil gerne have kaffe og frugt - eller skulle jeg tage saft og kage? Nej, jeg tror, jeg tager det hele, smiler Gunhild efter en kort tænkepause.

Den sidste tid skal nydes
Gunhild er kun et sted midt i 60'erne og er forholdsvis frisk, selv om kræftsygdommen har sat sine spor. Hun har ikke langt igen - så den sidste tid skal nydes maksimalt, er hun og søsteren enige om.
- Rigshospitalet gav mig to tilbud, enten Bispebjerg Hospital eller Diakonissestiftelsens Hospice, og da sagde min søster: "Du har ligget så meget på hospital, du skal ikke igen overføres til et hospital". Så vi valgte Diakonissen, for her virker ikke så hospitalsagtigt. Det har jeg slet ikke fortrudt. De har taget så godt imod mig her, fortæller Gunhild fra sengen, hvor hovedgærdet er slået op.
Søster Frida supplerer:
- Det var vores sidste udvej. Vi kunne ikke klare mere derhjemme, fordi hun krævede døgnpleje. Vi blev så glade, da hun fik tilbuddet her.
 

Er i trygge hænder
Diakonissens Hospice er en del af Center for Palliation og Rehabilitering i tilknytning til Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Jane kommer ind med kaffe, juice, kage og frugt på to tallerkener, så Gunhild og Frida kan dele goderne. Kaffe og juice er der også nok af.
- Jeg har været her i 14 dage, og der har været stor støtte hele tiden, fortæller Gunhild og uddyber: - Jeg føler, jeg er i rigtig gode og trygge rammer. Derhjemme kunne jeg slet ikke gå selv; nu går jeg omkring uden smerter. Og personalet er rigtig søde til at kigge ind og snakke med mig. Man føler sig ikke så ensom herude.
- Vi er trygge ved at min søster er her, for der er nogen omkring hende hele tiden, indskyder Frida. - Det kunne vi jo ikke være derhjemme. Så jeg var lidt bange, når jeg måtte efterlade Gunhild alene i hendes lejlighed. Jeg havde det rigtig skidt til sidst. Mit hoved var fyldt helt herop.
Frida fører hånden op til panden.
- Det var ikke rart at tænke på, at hun lå alene derhjemme om natten. Nogle gange turde jeg ikke tage hjem, men blev hos hende i lejligheden. Så det er meget betryggende at Gunhild kan være her.

Kan gå rundt uden smerter
Det er et dejligt sted, en oase lige midt inde i byen, smiler Gunhild og kigger ud på det fine solskinsvejr.
- Det er dejligt med solskin, når man er sådan et sted, hvor man også kan sætte sig ud og nyde solen, siger Gunhild og følger med i havens opblomstring gennem det store vindue i værelset.
På en bemærkning om, at hun ser ualmindeligt frisk ud, svarer hun:
- Jeg får også en god behandling her. Men sådan så jeg sandelig ikke ud derhjemme. Da kunne jeg ikke noget, kun lige stå op og lægge mig igen på sofaen. Og der kunne jeg ligge hele dagen, for jeg kunne intet. Men nu kan jeg bevæge mig rundt uden smerter og det er en stor ting.
- Hun skal også have det godt i den sidste tid. Det er meget vigtigt, synes jeg, tilføjer Frida.
 

Alle navne i artiklen er opdigtede af hensyn til personernes anonymitet.