Jeg kan ikke tåle at være lykkelig

Vi møder Erik Bjørndal Madsen i hans lejlighed med østvendt altan. Den er han glad for, for han elsker at se solen stå op. Allerhelst over havet, hans elskede hav, som han altid har haft et nært forhold til - skagbo som han er. Mange morgener kører Erik Madsen på sin elscooter ud til Neppens Havn for at se solen stå op. Og for at få en snak med vennerne, der mødes i det røde klubhus på havnen.

Egentligt skulle vi have gennemført interviewet på Hospice Vendsyssel, men Erik var lidt medtaget, fordi han forrige nat havde lukket sig ude af opgangen og ikke sansede at ringe til hjemmeplejen, som kunne have hjulpet ham ind.

Det er bl.a. det, sygdommen gør ved Erik.

I stedet havde han kørt rundt i byen om natten, tilbragt nogle timer på banegården og til sidst kørt ud til Neppens Havn for at se solen stå op. Vennerne i klubhuset havde hjulpet ham hjem.

Derfor sidder vi nu i Erik Madsens stue, for nej nej vi skal ikke aflyse - han vil gerne fortælle sin historie.

Håndværker, minkavler og pølsemand

Erik Bjørndal Madsen har prøvet lidt af hvert i sit liv. Som ung arbejdede han i byggebranchen, siden drev han minkfarm i en årrække suppleret med småjobs, bl.a. fiskesortering om natten. Han har også været pølsemand i Gl. Skagen. Men han drak for meget og måtte flere gange til afrusning. Det kostede ægteskabet. Efter 30 år blev han skilt.

"Efter skilsmissen fik jeg en depression. Jeg boede hjemme hos min mor, for huset skulle sælges. Det blev det også, men i stedet for i en lejlighed brugte jeg pengene til en Harley Davidsen. Jeg havde haft mange venner, men de vendte mig ryggen ved skilsmissen - og det forstår jeg sgu egentligt godt. Jeg drak for meget og var nok ikke til at holde ud," fortæller Erik Madsen.

Mange års alkoholmisbrug

For 15 år siden flyttede ha ntil Frederikshaven, og det var et stort fremskridt. For her havde tanken åbent hele natten, så han altid kunne få fat i en flaske vodka mere. Misbruget stod på i mange år, og når pengene ikke slog til, fremstillede Erik Madsen selv sin vodka.

"Det er utroligt, at jeg er i live," konstaterer han.

Men så kom Erik Madsen på et behandlingshjem i Hanstholm, og denne gang lykkedes det at blive afruset, og det har holdt siden. Men i mellemtiden havde kræftsugdommen sat ind og givet ham endnu en nedtur i livets rutsjebane.

Det har han selv en forklaring på: "Jeg kan simpelthen ikke tåle at være lykkelig. Så går det galt. Det er lige som med medicin - når jeg tager beroligende medicin, bliver jeg rastløs, og når jeg tager lykkepiller, bliver jeg ked af det. Jeg er modsat."

Det findes der sikkert en diagnose på, men trods de svære odds lykkedes det alligevel Erik Madsen at få et indhold i sin hverdag, og han kan stort set klare sig selv.

Sætter en ære i at klare sig selv

"Jeg er en stædig rad. Jeg har altid klaret mig selv. Jeg ved også godt, at jeg er svær at hjælpe, fordi jeg er så stædig og ikke vil have hjælp. Jeg har tænkt på plejehjem, men jeg har svært ved det. Jeg vil selv bestemme, og jeg kommer desværre let på kant med personalet.

På Hospice Vendsyssel, derimod, fandt jeg tryghed. Her havde personalet tid til at snakke med mig - og lytte til mig," siger Erik Madsen, der nu følges af det palliative team i sit eget hjem.

Han er afklaret med, at kræften er uhelbredelig, og han har bestemt, hvad der skal ske, når han dør. Så vil Erik Madsen begrves i et hjørne på Gl. Skagen kirkegård under en tornet busk, hvor han i sin tid røg sin første cigaret. "Min sidste vilje" er udfyldt og samlerne valgt.

Efter skilsmissen og de mange års misbrug er Erik Madsens netværk begrænset. Han har en datter i Juelsminde, som han taler i telefon med og som besøger ham en gang imellem. Og han har en enkelt ven fra gamle dage i Skagen. De spiller Oddset sammen og er temmelig skrappe til det.

"Vi spiller for 50 kr. om dagen. Sidste år løb det rundt og i år har vi indtil nu 15.000 i overskud. Det er mest fodbold og ishockey vi spiller på. Jeg følger især med i dansker-holdene i England - Tottenham og Leicester."

Det er lykkedes Erik Madsen at finde nye venner i klubhuset i Neppens Havn. De drikker bajere og han drikke cola, mens verdenssituationen bliver vendt iblandet godmodigt drilleri - og en lille smule omsorg for hinanden, men selvfølgelig ingen pyldren. De er jo mænd.

"Neppens Havn er det bedste sted, jeg ved. Men jeg er også glad for min altan, hvor jeg fodrer fuglene, selv om viceværten skælder ud. Jeg elsker gråspurvene, og i denne uge har jeg haft over 3000 start og landinger på altanen," siger Erik Bjørndal Madsen.

Erik døde på sygehuset i februar 2019.