København vært for første europæiske konference om sorg
Konferencens formål er at fremme og udvikle behovsbaseret sorgarbejde og samarbejde på tværs af faggrupper og landegrænser i Europa. Alle, der beskæftiger sig med mennesker, der har mistet - fra læger, forskere, psykologer, og sundhedspersonale, præster og mange andre fagfolk - er konferencens målgruppe. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der selv har oplevet tab af sin mor i en ung alder, og som er protektor for Det Nationale Sorgcenter vil åbne European Grief Conference/EGC22 med en videotale.
Efterladte der har mistet en nærtstående har brug for støtte, information og omsorg fra familie, venner, kolleger eller måske fra frivillig-ledede støttetilbud. Et mindretal (op til to ud af ti voksne efterladte) kan udvikle en form for kompliceret sorgreaktion. Hvis disse mennesker ikke får den rette behandling, kan de blive alvorligt syge med store personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser til følge. Desværre er sorg generelt overset i vores samfund i dag, og der er ingen garanti for, at folk får den hjælp og støtte, de har brug for.
Alligevel er det relativt nyt, at forskning og viden om sorg er begyndt at blive anerkendt og betragtes som et egentligt fagområde, hvor der udveksles viden og erfaringer. Det skal en ny europæisk sorgkonference være med til at rette op på. Formålet med konferencen er at præsentere og bidrage til en nutidig sorgforståelse samt udveksle viden om sorgstøtte og sorgterapi på tværs af faggrupper og landegrænser i Europa.
Danmark er et af de lande i Europa, der er langt fremme på sorgområdet, og Sundhedsstyrelsen har udpeget Det Nationale Sorgcenter til at udbrede viden og kompetence om sorg i Danmark. Centeret arbejder for at understøtte forskellige faglige aktører i et sammenhængende sorgberedskab, så efterladte ikke overses og får den sorgstøtte eller sorgterapi, de har behov for. Det Nationale Sorgcenter har derfor i tæt samarbejde med Psykologisk Institut v. Aarhus Universitet, Bereavement Network Europe og Irish Hospice Foundation taget initiativ til EGC2022.
"Konferencen er et vigtigt skridt i udviklingen af den generelle sorgforståelse og af sorgområdet i Europa, og derfor er jeg også stolt over, at Det Nationale Sorgcenter har fået værtsrollen til denne første og meget vigtige europæiske sorgkonference. Det er afgørende, at vi får udvekslet viden og erfaringer fra forskellige lande og sorgkulturer, så vi kan lære af hinanden og få en bedre forståelse af sorgens mange facetter. Derfor er jeg også glad for, at der foreløbig har været så stor interesse og opbakning til konferencen fra både forskere og praktikere på tværs af Europa." siger Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary af Danmark er protektor for Det Nationale Sorgcenter. Kronprinsessen har bl.a. som støtte til organisationens arbejde delt sin personlige historie om tabet af sin mor som bidrag til at opnå en bedre forståelse af sorg. Kronprinsesse Mary vil åbne EGC22 med en videotale til konferencens deltagere og udtaler i den forbindelse:
"Det glæder mig, at der er taget initiativ til en første europæisk sorgkonference, som holdes i Danmark. Det er et forum, hvor praktikere og forskere kan udveksle viden og erfaringer inden for sorgfeltet. De menneskelige og samfundsmæssige omkostninger ved at miste og den efterfølgende sorg går på tværs af landegrænser. Sorgen har mange ansigter og kommer forskelligt til udtryk i forskellige kulturer, men ved at skabe en fælles platform, hvor eksperter fra Europa samles, får vi en vigtig nøgle til bedre at kunne forstå og støtte mennesker i sorg."
Konferencen tiltrækker stor interesse og med mere end 100 præsentationer og posters fra 16 lande, er der lagt op til et spændende og varieret program. Konferencens hovedtalere er internationalt kendte forskere og praktikere fra 5 forskellige lande i Europa.
- Dr. Lucy Selman, Bristol er forsker og direktør for "Good Grief Festival - a virtual festival of love & loss".
- Prof. Dr. Paul A. Boelen fra Utrecht og Prof. Dr. Birgit Wagner fra Berlin er to sorgforskere med fokus på behandling af kompliceret sorg
- Debbie Kerslake var direktør for Cruse Bereavement Care i England med 5000 frivillige.
- To forskere fra Danmark Prof. Dr. Brady Wagoner og Dr. Alan Køster sætter spot på sorg i et kulturelt, filosofisk og samfundsmæssigt perspektiv.
- Direktør Alba Payás fra institute IPIR i Barcelona har både et behandlings- og træningsfokus på kompliceret sorg.
EGC2022 afholdes i Tivoli Kongrescenter i København fra 21.-23. september.
Du kan læse mere om konferencen og tilmelde dig på konferencens hjemmeside www.egc2022.dk