Kontaktarrangement i Region Hovedstaden

05. februar 2008
Hospice Forum Danmark afholdt den 30.1.2008 et kontaktarrangement på Regionsgården

Hospice Forum Danmark afholdt den 30.1.2008 et kontaktarrangement på Regionsgården, Hillerød. Her drøftedes aktuelle spørgsmål, som var rejst af foreningens medlemmer i Region Hovedstaden.

Udover landsforeningens bestyrelse deltog der 22 repræsentanter fra henholdsvis regionsrådet, regionsadministrationen, to hospicer, den palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital og tre hospice-støtteforeninger.

Oplæg
Landsformand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk bød velkommen og orienterede om foreningens opgaver og planer for de kommende to år. Derefter besvarede hospicechef Helle Tingrupp og ledende overlæge Lise Pedersen i fællesskab de fra øvrige deltagere modtagne spørgsmål i relation til hospice-arbejdet.

Af denne orientering fremgik det bl.a.:

  • At de overordnede problemer på hospiceområdet var løst i Region Hovedstaden, idet regionen har nedsat et sundhedsfagligt råd med repræsentanter fra alle hospitaler og hospicer i regionen.
  • At der er et stort behov for en indsats på basisuddannelsen for palliation, idet 55 % af kræftpatienterne dør på hospitalerne.
  • At behovet for palliative teams er stort, både i udgående funktioner og internt mellem hospitalsafdelingerne.
  • At en bred vifte af tilbud - incl. hospice-tilbud - er påkrævet for at dække de forskellige behov, patienterne har.
  • Og at man er nået frem til, at yderligere 3 palliative afdelinger er påkrævet i regionen, bl.a. fordi bedre kræftbehandling kræver forlænget behandlingstid for de fleste patienter.

Drøftelse
Der udspandt sig en drøftelse af de rejste spørgsmål mellem indlederne og repræsentanter fra regionsrådet, hospicerne og støtteforeningerne.

Derefter fulgte beretninger fra alle repræsenterede medlemmer med kommentarer til den aktuelle situation på de enkelte institutioner og i støtteforeningerne. Beretningerne blev kommenteret af repræsentanter fra Hospice Forum Danmark og regionsrådet.

Afsluttende bemærkninger
Landsformand Tove Videbæk stillede spørgsmålet, om der var særlige emner, som man ønskede Hospice Forum Danmarks hjælp til.

En af hospicelederne pegede på behovet for finansiering til ansættelse af en frivilligkoordinator på hospicer.

Tove Videbæk takkede for en god debat og indbød deltagerne til Hospice Forums årsmøde den 17. maj i Odense, hvor der bl.a. vil blive lejlighed til at drøfte Hospice Forum Danmarks handlingsplan 2008-2010 samt deltage i seminarer vedr. den frivillige indsats.