Kræftens Bekæmpelse, Hospice Forum Danmark og Foreningen for Palliativ Indsats i tæt samarbejde
Fælles pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelse, Hospice Forum Danmark og Foreningen for Palliativ Indsats indgår spændende samarbejde om de fremtidige tilbud til alvorligt syge og døende mennesker
- samarbejdet vil støtte de amter, der vil leve op til anbefalinger i rapporten Hjælp til at leve til man dør"
For alle 3 foreninger er det vigtigt, at den fremtidige palliative (lindrende) indsats i sundhedsvæsenets primær -og sekundærsektor og hospicetilbud hænger sammen -både indholdsmæssigt og strukturelt.
Rapporten ""Hjælp til at leve til man dør"" *) omtaler de fire hjørnestene i den palliative enhed på amtsligt niveau: Ambulatoriefunktionen, palliative teams, palliative senge og hospicefunktionen.
Foreningerne fastslår, at disse fire funktioner skal ses som en sammenhængende helhed. Funktionerne giver alvorligt syge og døende mennesker en kvalificeret indsats og valgmuligheder i en aktiv samfunktion med det basale palliative tilbud i eget hjem, på plejecentre og hospitalsafdelinger. Foreningerne peger derudover på, at bl.a. uddannelse, forskning og formidling ligeledes bør være en integreret del i helheden.
De 3 foreninger er gået sammen om at beskrive en model for organisering af og indhold i tilbudene til alvorligt syge og døende mennesker. Modellen inddrager såvel erfaringer som anbefalinger - dvs. forener praktik og teori med henblik på at udarbejde en ""idealmodel"" for den fremtidige udvikling.
De 3 foreninger tilbyder en rådgivende funktion, hvor de danner en projektgruppe som et bidrag til at udvikle den samlede palliative (lindrende) indsats og til fremme af hospicefilosofien i samarbejde med amter, der indser værdien af et hospice.
De 3 foreningers tilbud indeholder en forudsætning om, at amter, der tager imod tilbudet, skal være parat til at afsætte de fornødne midler til løbende drift af projektdelene, herunder at indgå en nødvendig driftsoverenskomst med en ""non-profit"" organisation om hospicedriften.
Det er foreningernes ønske, at være med til at kvalitetssikre, højne samt styrke indsatsen på et hidtil lavt prioriteret område.
Det er første gang, der etableres et direkte samarbejde mellem de 3 foreninger.
Samarbejdet bliver et tilbud til amter, der ønsker at gøre brug af den know-how, som de 3 foreninger tilsammen besidder.
Foreningernes initiativ til etablering af flere hospicetilbud og dermed til forbedring af den samlede palliative indsats i Danmark hænger sammen med den faglige og politiske enighed, der er om anbefalingerne i rapporten "Hjælp til at leve til man dør".
Der er afsat midler til etablering af palliative teams, og senest har Folketinget øremærket 20 mio. kr. til flere hospicer. Men set i forhold til de døendes behov, er der brug for en langt større indsats og betydeligt flere midler. I rapporten fra 2001 anslås behovet til ca. 300 mio. kr.
- Hvis ting skal gøres rigtigt, skal der samarbejdes, og der skal tilføres de nødvendige midler, lyder det samstemmende fra de 3 foreninger.
Kræftens Bekæmpelse:
Anne Nissen, afd.chef