Kunst hjælper døende med at forsone sig med livet

Kunstens sprog kan genkalde minder, gengive historien og genoprette relationer. Kunstner Karsten Auerbach giver på årsmødet den 24. maj indblik i kunstens betydning i den lindrende indsats.

Af Svend Løbner

Giver kunst blot nogle flotte kulisser at dø i? Eller formidles der noget gennem musik, malerier og arkitektur - noget, som den døende kan reflektere over og lære af? 

Karsten Auerbach mener det sidste. Han er kunstmaler med særlig hang til pædagogik og bliver derfor brugt som kunstnerisk proceskonsulent i alt fra virksomheder til kirker. Og nu også på hospice.

Han har bl.a. hjulpet en uhelbredeligt syg kvinde på Hospice Sønderjylland til at forsone sig med en dramatisk fortid med megen lidelse.

Lørdag den 24. maj taler Karsten Auerbach på Hospice Forum Danmarks årsmøde i Odense. Dagens tema er "Æstetik og Palliation".

Æstetik er mere end flotte kulisser

Kunsten har to funktioner, mener Karsten Auerbach. 

- Hvis man blot anskuer kunsten som nogle produkter, kan den hænge på hospice og gøre det rart at være der. Da skal man som kunstner være opmærksom på, hvad der skal til for at bibringe oplevelsen af noget rart, vel at mærke, så patienten oplever det som rart. Skønhed må ikke underkendes!

Men handler det blot om at lave nogle kulisser at dø i? Eller kan kunst noget mere? spørger Auerbach retorisk.

- Æstetik er mere end flotte kulisser. I Vesterlandsk optik er æstetik læren om det smukke og skønne. Men hvis man går tilbage til ordets grundbetydning, så er æstetik "det man kan lære af sine sanser" i modsætning til rationaliteten.

Kunstneren har talt sig varm:

- Det giver rigtig meget mening, synes jeg. For hvordan er det egentlig vi forstår og bearbejder vore oplevelser? Kunst kan gå i dialog med os i den situation vi er i - også som døende. Og det er grunden til, at jeg besøgte Hospice Sønderjylland for at male til den musik, patienterne ønskede.

Hvad har den døende behov for at reflektere over?

- Da jeg var med, handlede det meget om forsoning. Det var det store ord. I andre tilfælde kan det være at se tilbage på sit liv og få genfortalt nogle historier og få dem formuleret på en måde, som det er lettere at sige farvel til.

Patienter er meget forskellige

- Men vi mennesker er utroligt forskellige. Nogle vil få noget ud af det, andre ikke. Når mennesker kommer ind i mit atelier, går nogle lige hen til naturbillederne, som jo er fuldstændig uskadelige, mens andre går hen til de store vilde malerier, hvor figurerne spræller og springer og har masser af bevægelse i sig. De har brug for billeder, som gør noget ved dem. Mennesker er meget forskellige - også døende mennesker.

Ikke alle har tradition for at reflektere så meget. Mine egne forældre kan nok ikke bruge det. Det er som om procestænkning først er blevet opfundet langt senere. Men for nogle syge har bøger, musik og kunst været en vigtig del af deres liv, fortæller Karsten Auerbach.

- Da kan jeg komme ind og understøtte en refleksionsproces og den samtale, den syge har med personalet. Det kan være rigtig godt for nogle mennesker. For eksempel: Hvis en person har arbejdet meget i naturen, skal kunsten måske snarere formidle den hvile og ro, han har oplevet i naturen, eller gengive den kærlighed til dyr, som har fyldt hans liv.

Hele samtalen om liv og død er noget utroligt individuelt. Om kunsten skal med i samtalen er noget, personalet vurderer i hvert enkelt tilfælde.

På Hospice Sønderjylland malede Karsten Auerbach for en patient, som var vant til at nyde musik og billedkunst, også nu hvor hun lå på sit yderste.

- Hende behøvede jeg ikke at forklare ret meget, da jeg stillede staffeliet op. Hun forstod godt, hvad det drejede sig om.

Forsonede sig med lidelser i Holocaust

Kvinden blev kørt ind i kantinen på Hospice Sønderjylland, hvor Karsten Auerbach havde stillet an, og var der i 2-3 timer.

- Den proces gav rigtig meget mening, fortæller han. - Hun fik fortalt sin historie om at hun var jøde med baggrund i Hviderusland og havde gennemlevet Holocaust og til sidst havnet her i Danmark, hvor hun havde droppet sin jødiske tro. Alligevel var hun jo jøde og skulle begraves som sig hør og bør, men det kunne hospicepersonalet ikke rigtig få hul på. Men i processen, hvor jeg malede til den musik, hun havde valgt, fik vi snakket om det.

- Hun blev ved med at tale om forsoning på alle mulige planer. Dengang sendte Hizbollah raketter fra Libanon ind over Israel, som svarede igen. Og det første hun sagde, da hun kom ind i rummet, var: "Tror du nogensinde, de bliver forsonet?" Hun talte hele tiden om forsoning. Selv det musikstykke, hun valgte at vi skulle høre igen og igen, var en bearbejdet version af et stykke fra den jødiske forsoningsfest Yom Kippur. Alt stod i forsoningens tegn.

Respekt for patientens historie

Hvad betyder det for et menneske at kunne udtrykke sig med andet end ord?

- Det er meget stort og noget, jeg kun har oplevet ganske få gange. Det er stort og sjældent at et musikstykke eller et billede pludselig når os på tværs af alt muligt andet. At der derude et eller andet sted er en komponist eller en kunstner, som har haft det lige præcis som mig.

 Hvad var din oplevelse, da du trådte ind på Hospice Sønderjylland?

- For det første oplevede jeg meget hurtigt, at æstetikken er tænkt ind i alt fra anretning af maden til arkitektur og indretning og kunst. Der er et enormt fokus på, at man skal kunne nyde at være der. Man kan mærke, at der ligger en beslutning til grund for, at patienterne skal kunne nyde livet og glæde sig over det den tid, de er der.

- For det andet var det stærkt for mig at stå foran et døende menneske og opleve hele Europas historie ligge foran mig. Det gav mig ærefrygt og meget stor respekt.

Karsten Auerbach lægger vægt på, at kunsten og æstetikken taler sit eget sprog og rammer områder af menneskelivet, der ellers ligger hen i det dunkle, skjult fra den rationelle fornuft, som jo ellers præger vores moderne tid.

- Der er så meget i sundhedssystemet der er naturvidenskabeligt på en eller anden måde. Men langt de fleste af os bruger jo et helt andet sprog til alle de store ting i tilværelsen - inklusive døden. Og da får man netop brug for kunstens sprog, slutter han.