Læger frygter patientsamtaler om død

21. januar 2011
Svære dødssamtaler får læger til at springe dem over.
- Nu er du indlagt for femte gang. Du ved, hvor alvorligt det er. Hvis der opstår hjertestop, vil vi ikke genoplive. Er det i overensstemmelse med dine egne ønsker?
Sådan kunne det lyde, når en patient med en alvorlig kronisk sygdom bliver indlagt på et dansk hospital. Men ofte sker det ikke. For lægerne viger tilbage fra den svære samtale, og det er ikke en del af hospitalskulturen at have fokus på døden. I stedet skriver lægen måske endda i journalen, at patienten ikke skal forsøges genoplivet ved hjertestop uden at informere patienten - i strid med loven, skriver Kristeligt Dagblad.
- Det handler simpelthen om, at det åbenbart stadigvæk er meget, meget svært for lægerne at tale med patienterne om, at de muligvis skal dø. Det er en hel kultur, der skal forandres, siger formand for Dansk Selskab for Palliativ Medicin, overlæge Tove Vejlgaard til avisen.