Læger ved for lidt om smertelindring

28. september 2009
Hospitalssystemet er ikke indrettet til at tage sig af uhelbredeligt syge

Hver anden dansker dør på sygehuset, men hospitalssystemet er ikke indrettet til at tage sig af uhelbredeligt syge. Det skal ny model for en værdig død nu ændre på, skriver Kristeligt Dagblad.

De færreste læger ved, hvad de skal stille op, med uhelbredeligt syge. Hele sygehussystemet er jo bygget op om at behandle og helbrede. Derfor ender mange af de knap 30.000 danskere, der hvert år slutter livet på et sygehus, med at få en uværdig død uden ro og lindring. Og ofte uden at få sagt ordentligt farvel.

Det er især den danske behandlingskultur, der er synderen, mener sygeplejeforsker Karen Marie Dalgaard fra Aalborg Sygehus.
- Blandt de professionelle på hospice og i de palliative (lindrende, red.) teams sker der noget, men ude på de almindelige afdelinger, hvor langt de fleste dør, ligger de døende stadig side om side med alle andre patienter på firesengsstuer. Ofte ved personalet ikke engang, om en patient er døende eller ej, siger hun.

Men det skal en ny indsats for de uhelbredeligt syge nu ændre på.

Det seneste halve år har man på Vejle Sygehus kørt et pilotprojekt med det formål at sikre lindring, ro og afklaring for de døende og deres pårørende. Det indebærer blandt andet, at man så tidligt som muligt erkender, når en patient er uafværgeligt døende, og involverer de pårørende.
Resultaterne er allerede mærkbare, siger overlæge på medicinsk afdeling Steffen Kristensen til Kristeligt Dagblad:
- Jo tidligere og mere tydeligt, vi tager beslutningen om, at der kun er lindring tilbage, jo mere afklaret er både patienten, de pårørende og personalet. Og det gør, at flere patienter får taget ordentligt afsked med livet, siger hun.