Læger ved for lidt om smertelindring af døende

28. august 2009
Er du uhelbredeligt syg, ved de færreste læger, hvad de skal stille op.

Er du syg, kan du regne med, at sygehusets læger vil gøre alt for at helbrede dig. Men er du uhelbredeligt syg, ved de færreste læger, hvad de skal stille op. Det skriver Kristeligt Dagblad. Derfor ender mange af de knap 30.000 danskere, der hvert år slutter livet på et sygehus, med at få en uværdig død uden ro og lindring. Og ofte uden at have sagt ordentligt farvel.

Det er især den danske behandlingskultur, der er synderen, mener sygeplejeforsker Karen Marie Dalgaard fra Aalborg Sygehus. Hele sygehussystemet er bygget op om at behandle og helbrede, selvom dødeligheden på en række sygdomme er oppe omkring 90 procent.

Allerede i 2006 dokumenterede hun i en ph.d-afhandling, at hjælpen til de patienter, der ikke kan reddes, i vid udstrækning er blevet forsømt. Siden er der intet sket.
(Kristeligt Dagblad, 28-08-2009)