Levende fortælling

Erik og Anna har været gift med hinanden i mere end 50 år. De arbejder sammen i haven i Sct. Maria Hospice i Vejle hver fjortende dag, hvor de luger og planter, ordner og klipper. Det gør de sammen med et andet hold af frivillige, og det er en opgave, det er dejligt at være fælles om.

- Det giver mening at sørge for at patienterne har en pæn udsigt fra deres stuer, siger Anna, som om vinteren også har vagter som frivillig indenfor på hospicet.

Anna har tidligere arbejdet som hjemmesygeplejerske og er glad for samværet med de andre frivillige og med at kunne hjælpe andre til at gøre den sidste tid meningsfuld.

Erik er mest udendørs. Det er haven, der interesserer ham. Og så patienter, der gerne vil have en snak. Om det siger han:

- Jeg har fundet ud af, at når man møder mennesker, der er i sorg, så behøver man ikke bekymre sig over, hvad man skal sige. Du behøver ikke sige noget. Du skal bare lytte. Høre hvad de selv har at sige. Der er så meget, der skal ud til sidst, så meget der skal fortælles og noget af det der gør indtryk ved at være frivillig er, når patienterne fortæller om deres liv.

- De er tit meget åbne omkring det, at de skal dø. Og det er jo normalt ikke noget vi går og snakker om, siger Erik og fortæller, at han for nylig talte med en mand, som fortalte om sit liv på en meget levende måde, som om han stadig havde en masse, han skulle nå at opleve. Det kom han ikke til, for han døde et par uger senere.

- Men lige i det øjeblik, mens han fortalte så levende, levede han virkelig, og det er noget af det vi andre kan lære af. At være til stede og blive mindet om, hvor godt livet er.

Og så gør det jo ikke noget at bedene ser flotte ud og at både egernet og rådyrene kommer forbi og hilser på og at man som frivillig kan tage hjem, når man ikke orker mere.

Af journalist Lene Stærbo