Lindring gør aktiv dødshjælp overflødig

18. november 2014
30 toneangivende danskere har underskrevet et manifest for 'aktiv livshjælp'.

Der er ikke behov for aktiv dødshjælp. Palliativ behandling giver den nødvendige hjælp til patienten.

Det siger læge Hans Holmgaard, der sammen med i alt 30 toneangivende danskere har underskrevet erklæringen "Ja til aktiv livshjælp - nej til aktiv dødshjælp". Blandt underskriverne er blandt andet repræsentanter fra de store religioner, blandt andre tidligere overrabinner Bent Lexner, biskop Henrik Stubkjær og formand for Det Islamiske Trossamfund Hassan Neffaa.

Praktiserende læge Hans Holmsgaard håber, det nye manifest vil starte en debat, som kan bringe befolkningens holdning til dødshjælp tættere på de folkevalgtes. Mens der findes et klart flertal mod aktiv dødshjælp blandt politikerne på Christiansborg, forholder det sig nemlig anderledes blandt deres vælgere, hvor op mod 70 procent ønsker sig en lovliggørelse, skriver Kristeligt Dagblad.

- Vi vil ikke tvinge en holdning ned over nogen, men starte en saglig debat, der kan anskueliggøre, at der rent faktisk ikke er behov for aktiv dødshjælp. Med palliativ behandling kan vi give den nødvendige fysiske, psykiske og åndelige hjælp, som reelt overflødiggør dødshjælp. Det er et vigtigt budskab at få frem, ligesom det er vigtigt at gøre klart, at aktiv dødshjælp meget nemt kan blive en reel trussel mod de svageste borgere i samfundet, siger Hans Holmsgaard til avisen.

Blandt underskriverne af den ny erklæring findes også flere tidligere ministre, tidligere formænd for Det Etiske Råd, adskillige folketingsmedlemmer og formænd for en række patientforeninger.