Livets sidste tabu: sådan bliver det nemmere at tale om døden
I weekenden var psykolog Niels Peter Agger, der sidder i bestyrelsen for Foreningen for Palliativ Indsats, på besøg hos TV 2 News dels for at give gode råd til, hvordan man kan blive bedre til at tale om døden og dels for at fortælle mere om indholdet af kurserne i "Sidstehjælp".
"Døden er ikke en sygdom, men en enorm stor del af et levet liv. Det er vigtigt, at vi taler åbent om det, og jo tidligere man begynder åbenhedsprocessen jo bedre", siger Niels Peter Agger til TV2.
Mange mennesker kender til "Førstehjælp" og har en viden om, hvor hurtigt og hvordan de skal træde til, hvis uheldet er ude. Det samme gør sig langt fra gældende, når det er en ældre, der er ved at dø eller, hvis vi står overfor en, der gennemgår et længere sygdomsforløb. Og det er hele grundlaget for, at Foreningen for Palliativ Indsats har udviklet kurset "Sidstehjælp - folkeoplysning om døden" - kurset skal være med til at skabe den erfaring, der er brug for i befolkning for, at vi kan få et anderledes naturligt forhold til døden og den efterfølgende sorg.
"I gamle dage gik man med sørgebind, så det var tydeligt for hele verden, at man var i sorg. Det er en skam, at vi ikke har det i dag, for folk ved ikke, hvordan de skal reagere", siger Niels Peter Agger til TV2.
Du kan se indslaget fra TV 2 News og finde en liste med 7 gode råd om, hvordan man tackler døden bedre ved at klikke her