Livsbekræftende arbejde med døende

26. november 2010
Døende patienter fortæller deres livshistorier i ny bog
Når vi skal dø er titlen på en bog, som palliativ fysioterapeut Mikaela Lindner Gudkov netop har udgivet. I bogen fortæller otte af hendes døende patienter om deres sygdom og de tanker, det udløser snart at skulle sige farvel til livet.
De fortæller alle, at de stadig lever et fuldt liv på trods af deres dødsdiagnose. De går i biografen, får gæster, rejser på ferie og er sammen med familien, naturligvis i det omfang, deres sygdom tillader det, men ingen af bogens medvirkende læner sig bare tilbage og venter på døden.
Den 43-årige selvstændige fysioterapeut har arbejdet med døende kræftpatienter i 11 år.
- Jeg vil vise, hvordan det er at være ved livets afslutning og være bevidst om, at man snart skal dø. Og så vil jeg også gerne vise, at det er meget livsbekræftende at arbejde med døende mennesker, forklarer hun til bladet Fysioterapeuten.