Man flytter på hospice for at leve, til man dør

- Det er mit håb, at alle, som håber på en plads på hospice i den sidste del af livet, vil få det håb opfyldt. For man flytter ikke på hospice for at dø, men for at leve, til man dør.

Det skriver speciallæge Inga Maria Lunde, der også er bestyrelsesmedlem i Støtteforeningen for Hospice Østjylland, i et debatindlæg Jyllands Posten. Hun fremhæver, at kræft patienter blomstrer, når de ikke absolut skal medvirke til enhver behandling.

En kræftsyg kvinde oplevede, at hverken de kendte eller mindre kendte kræftbehandlinger, som hun prøvede, havde nogen effekt. Det blev sværere og sværere at møde op til behandlingerne; de tog al energi og hendes lyst til det, som hun gerne ville. Hun tabte ikke blot håret, men også flere kilo, end hun kunne nå at tage på imellem kurene.

Efter endnu en kontrol på specialafdelingen med nedslående resultater, beskrev hun sin "totale magtesløshed". Lægen følte det samme. Var der blot en enkelt ting, som hun kunne tænke sig, at lægen kunne gøre nu?

»Ja, giv mig moralsk opbakning til at sige nej«

Hvad skete der med hendes håb?, spørger Inga Marie Lunde i indlægget og svarer selv: Det blomstrede, da det kom til at dreje sig om noget helt andet. Om et håb for de dage, som hun havde.

Et håb om en hospice -plads blev opfyldt. Håbet om at slippe for skuffelsernes smerte og opleve freden på hospice. Og efter knap en uge på hospice vågnede hun ikke af sin sidste søvn.

- Det er mit håb, at alle, som håber på en plads på hospice i den sidste del af livet, vil få det håb opfyldt, slutter speciallæge Inga Marie Lunde.