Mange lokalforeninger støtter op omkring Hospice Østjylland

13. marts 2008
Repræsentanter fra flere organisationer var samlet for at høre om Hospice Østjylland

Tirsdag den 11. marts 2008 var repræsentanter for nedenstående lokalforeninger fra bl.a. Ældresagen, Kræftens bekæmpelse, Dansk Røde Kors og Ældre/Seniorrådene fra kommunerne Hedensted, Horsens, Odder, Ikast-Brande, Silkeborg, Skanderborg og Favrskov samlet for at høre om planerne for Hospice Østjylland.

Vi ønsker at udtrykke støtte til det arbejde, Hospice Østjyllands Støtteforening udfører for at få etableret et hospice i den syd-østlige del af Region Midtjylland.
Vi tilkendegiver samtidig, at der i denne del af Region Midt er en betydelig mangel på hospicepladser, en mangel som snarest bør bringes til ophør ved etableringen af et hospice med 12 sengepladser.

Vi finder, at nærhed og tilgængelighed er af væsentlig betydning, når beslutningen om placeringen af et hospice skal træffes. Af den grund er Skanderborg et velegnet sted at placere det næste hospice i Region Midt.
Skanderborg er centralt beliggende i et område, hvor der er stor befolkningstilvækst, og hvor der allerede nu er en kvart million mennesker, som har vanskelig adgang til hospice på grund af for få hospicepladser i forhold til behovet. Det er vigtigt, at man kan komme på hospice i sit nærområde, så det kan være en naturlig mulighed, når behovet opstår.

Skanderborg har en god trafikal infrastruktur, og dertil kommer en smuk natur.
At et ægtepar i Skanderborg har stillet et stort areal gratis til rådighed for et hospice taler også stærkt for placeringen i Skanderborg.



Liste over repræsenterede organisationer

  • Kræftens Bekæmpelse: Hedensted, Ikast-Brande, Skanderborg, Favrskov
  • Dansk Røde Kors: Hedensted, Horsens, Gedved, Hørning
  • Ældresagen: Silkeborg, Skanderborg, Favrskov
  • Ældrerådet: Horsens Seniorrådet Skanderborg
  • Brugerrådet for Regionshospitalet Skanderborg Sundhedscenter