Marius' forslag kom med i Kræftplan III

28. marts 2014
Marius Jensen er med i et brugerpanel for Hospice Forum Danmark.

Marius Jensen er med i et brugerpanel for Hospice Forum Danmark.

Marius Jensen mistede sin hustru i oktober 2007 og mærkede sundhedssystemet manglede indsats over for efterladte på egen krop. Det gav inspiration og en masse gode idéer til, hvad plejecentre, sygehuse og hospicer kan gøre for pårørende til mennesker med livstruende sygdom. Og derfor lå det lige til højrebenet at deltage i det brugerpanel, der bl.a. kom med anbefalinger til retningslinjerne i Kræftplan III.
- Jeg er nok den i gruppen, der har bidraget med mest i relation til de pårørende og efterladtes forhold, siger han og fortsætter:
- Jeg kunne fortælle, at ingen i systemet interesserede sig for, hvordan jeg havde det i forløbet. Og jeg havde mange forslag til, hvorledes denne mangel kunne rettes. Og jeg kan med tilfredshed konstatere, at man i Sundhedsstyrelsen har efterkommet mine ønsker i relation til pårørende/ og efterladte. Så det virker altså.

Marius Jensen er statsautoriseret revisor og mangeårigt medlem af Hospice Forum Danmarks bestyrelse. Det er også i denne egenskab, han er med i brugerpanelet, som Sundhedsstyrelsen lytter til. Brugerpanelet er organiseret under Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliativ Indsats (DMCG-PAL), der udarbejder kliniske retningslinjer for den lindrende indsats over for mennesker med livstruende sygdomme og deres pårørende.

Marius Jensen har været med siden 2010. Han husker tilbage på arbejdet med anbefalingerne til Kræftplan III:
- Vi skulle tænke i hele patientforløbet med fokus på brugerne, der ved alvorlig sygdom er både patienten og de pårørende. Fra start fik vi at vide, at alle forslag og kommentarer var velkomne, og at vi ikke skulle tage hensyn til økonomiske konsekvenser. Det skulle politikerne nok gøre, siger han.

Og han kan med tilfredshed konstatere, at politikerne tog hans forslag alvorligt. Det gav blod på tanden til flere opgaver:
- Vi er blevet bedt om at kommentere udkast til kliniske retningslinjer for dyspnø og kompetenceroller for social- og sundhedsassistenter, oplyser han.