Musik hjælper hospicepatienter at slippe smerterne

21. september 2014
Musikterapeut Signe Marie Lindstrøm holder foredrag i Vejle den 4. oktober.

- Musikterapi kan løsne op for spændinger og lukke op for andre sider af livet, end de smerter og spændinger, som fylder meget for patienten lige nu.

Det fortæller Signe Marie Lindstrøm, der til daglig er musikterapeut ved Kamillianergaardens Hospice i Aalborg. Hun underviser på Hospice Forum Danmarks Frivilligseminar i Bygningen i Vejle lørdag den 2. oktober sammen med musikterapeut Hilde Skrudland fra Hospice Djursland.

Musikterapi er en del af paletten af lindrende tilbud til uhelbredeligt syge og døende på hospice. 

- Mange syge er anspændte, og det gør smerterne værre. Ligesom patienterne oplever pårørende også tit en kronisk stresstilstand i forbindelse med sygdomsforløbet. Smerter og symptomer kan blive meget dominerende i familier, hvor en rammes af alvorlig sygdom, fortæller Signe Marie Lindstrøm.

Kalder minderne frem

Men smertelindring er ikke musikkens eneste funktion:

- De fleste mennesker har sange i deres liv, der kalder minderne frem. Når vi hører en melodi, kan vi pludselig genkalde smag, dufte, billeder og stemninger fra særligt vigtige livsbegivenheder. Musikken knytter sig til steder, mennesker og relationer. Musikken rummer en essens, som kan bringe os i kontakt med os selv, vores relationer og vores historie.

Musikken regulerer også nervesystemet, fortæller Signe Marie Lindstrøm.

- Vi kan enten opnå fornyet livsenergi eller finde ro og afslapning, hvor vi ellers kan opleve stress i både krop og sjæl. 

Varme i hele kroppen

Man kan dosere musik ligesom medicin, tilføjer hun.

- Især for de patienter, der ikke har langt igen, bør musikken være enkel og subtil. Den skal blot understøtte åndedrættet. Andre gange er musikken mere intens og med forskellige toner og intervaller. Denne høje dosering kan bevirke at patienten føler sig som andet end svag. Pludselig oplever hun sig stærk i sind, i tro og i kærlighed til sine nærmeste.

Det hænder, at Signe Marie Lindstrøm synger til musikken.

- Det er som regel bløde toner og klange, der ikke er for invaderende.  Sangen og lyren kan danne inspirerende lydbilleder. Jeg opfordrer ofte patienten til at forestille sig solen og lyset. Da kan patienten opleve en varme strømme gennem hele kroppen. Mange fortæller om indre oplevelser af positive indre billeder, f.eks. en gåtur i naturen eller at svæve over smukke landskaber.

Håber frivillige bliver ladet op

Hvad kan frivillige på hospice bruge viden om musikterapi til?

- Jeg håber, de frivillige på seminaret får indblik i musikken som terapiform, så de forstår, hvad det er, musikterapeuten går og laver. Jeg håber også, de selv oplever noget gennem musikken, så de konkret erfarer, at musikken kan bidrage til livet og give livskvalitet. Jeg håber, de frivillige vil opleve at blive bragt i balance og blive ladet op.

- Jeg håber også, at de frivillige får redskaber at trække på, når de fx sidder som vågekoner ved døende. Dette kan være øget opmærksomhed om vejtrækningens potentialer, om nynnen, og at de i det hele taget støttes i at være til stede og tunet ind i forhold til den døende.