Musikalsk hjerteblod for hospice

05. januar 2017
Musikeren Bjørn Elkjer har som producer på hospice-albummet "Smukke lilje" skabt et musikalsk univers med mange klangfarver.


Stemningen på Sct. Maria Hospice i Vejle emmede onsdag d. 21. december om eftermiddagen af varme og taknemlighed ved receptionen for cd-albummet "Smukke lilje".


"Det er helt ubeskriveligt at stå med det færdige resultat her i dag", sagde en glad Inge Rosenberg, der har skrevet teksterne til albummets 12 sange.

 Hun var sygeplejerske på hospice fra 2004 til 2014, og hun har samarbejdet med musikterapeut Leif Rasmussen om cd-projektet, hvortil han har komponeret musikken. De to har tidligere arbejdet sammen om tekst og musik ud fra hverdagens oplevelser på Sct. Maria Hospice.


Inge Rosenberg tøvede heller ikke med at kalde Bjørn Elkjer dagens æresgæst, fordi han som producer har forstået at skabe et album med et musikalsk univers med mange klangfarver. Desuden har han haft en fin fornemmelse for at håndplukke de rigtige musikere og sangere til hvert nummer.

"Vi er så taknemmelige, fordi Bjørn, musikere og sangere har brugt tid på projektet. Tak fordi I så gavmildt har delt ud af jeres hjerteblod", sagde Inge Rosenberg.

Godt vi fandt Bjørn

Receptionens gæster, der var nuværende og tidligere ansatte, frivillige og medlemmer af bestyrelsen for Sct. Maria Hospice Støtteforening, lyttede i fællesskab til titelnummer "Smukke lilje", hvor Inge Rosenberg skriver om liljen som kærlighedens og afskedens blomst. Kim Sjøgren (violin), Søren Friis (cello), Susanne Bechmann (fløjte) og Bjørn Elkjer (klaver). Martin Knudsen, der er trompetist i Slesvigske Fodregiment, synger.


"Det er følelsesladet at opleve, hvordan cello, violin og fløjte folder sig ud som blomsten, omslutter teksten og understøtter den", sagde Leif Rasmussen umiddelbart efter at have lyttet til nummeret. Han sagde også: "Det var godt, vi fandt Bjørn, ellers var det aldrig blevet så godt. Det er sårbart at lægge tekst og musik ud i verden, men Bjørn har forstået at fremføre helheden med kvalitet."

Cd-album i julegave

Bjørn Elkjer roste tekstforfatter og komponist for gode melodier og et smukt billedsprog. Han fortalte, hvordan projektet ind imellem var gået i stå, fordi der var andre ting, der pressede sig på. Og han fortalte om betydningen af at vælge den rigtige sanger til den rigtige sang.


"Jeg synes, der er en stor styrke i variationen. Det er meget forskellig musik fra kammermusik til dødsmetal, og der er noget for enhver smag. Det var vigtigt for mig, at det hele blev så godt, som overhovedet muligt", sagde Bjørn Elkjer.


Hospicechef Charlotte Pugh skjulte heller ikke sin bevægelse over albummet, hvor tekst og musik i forening kalder på store følelser.

"Det er et flot resultat, I sammen har skabt. Jeg håber, "Smukke lilje" vil blive til glæde", sagde hospicechefen.


Hun har givet ansatte, afløsere og medlemmer af hospice bestyrelse og støtteforeningens bestyrelse et cd-album i julegave.


Ole Vedel, formand for Sct. Maria Hospice Støtteforening, takkede for initiativet og gav symbolsk en stor buket liljer til Inge Rosenberg. Salget af albummet skal komme Sct. Maria Hospice til gode. Alle indtægter fra salget af "Smukke lilje" vil gå til velgørende formål, til glæde for patienter og pårørende.


Albummet har fået støtte fra Sct. Maria Hospice Liljekonto, Jubilæumsfonden, Sct. Maria Hospice Støtteforening, pårørende, Hospice Forum Danmark og Vejle Kommune.


"Smukke lilje" kan købes på nettet i fysisk udgave på www.gatewaymusicshop.dk og i digital udgave hos iTunes og Amazon.


Journalist Vibeke Kruse fra Vejle Amts Folkeblad har skrevet artiklen, som blev bragt i avisen d. 22.december 2016 og fotograf Michael Svenningsen har taget billedet.